DEMOKRATIET I HØRINGSPROCESSEN OM HAVNEN HAR MANGE FORHINDRINGER
DEMOKRATI I HØRINGSPROCESSER – EN BY I RUSLAND?
Havneudvidelsen er en af de største ændringer i Aarhus’ historie. Hvordan er det med demokratiet i sådanne sager? - Hver gang der er et stort Infrastrukturprojekt i Danmark, er der også en VVM-rapport bag, som burde handle om miljøkonsekvenserne, men ikke gør det. Og hver gang er der høringsprocesser, som burde være demokratiske, men meget sjældent er det. Høringer hvor borgernes indflydelse er minimal og de reelle konsekvenser for klima, miljø osv. bliver gemt i bilag og tusindvis af sider. Vi har brugt 2 måneder på bruge demokratiet ifm. et projekt, der for altid vil ændre Aarhus. Og er blevet noget rystet.
Bl.a. over de mangler der er i VVM-rapportens analyser - et eksempel:
Den 28. februar2022 kom IPCC med deres rapport om klimakrisens konsekvenser for mennesker og samfund på hele kloden. Rapporten fortæller, at allerede nu er 3 milliarder mennesker udsat for klimakrisens konsekvenser i form af tørke, oversvømmelser og vanskelige livsvilkår. Er De perspektiver overhovedet en del af den Miljøkonsekvensrapport, COWI har udarbejdet for Aarhus Havn med henblik på at udvide havnen og dermed bane vej for yderligere forbrug og transport af containerskibe og lastbiler? Nej den ser kun på en mindre del af den klimabelastning havnen vil forårsage.
Omfanget af materiale er også slående: Kan den almindelige borger fx overkomme at sætte sig ind i de voldsomme mængder læsestof der nu er sendt i høring - en Miljøkonsekvensrapport (MKR eller VVM-rapport) på 678 sider med 1400 siders tekniske bilag?
Og hvor meget indflydelse får man mon, hvis man ikke kender materialet og alle dets argumenter?
Der er flere høringer i én og samme høring: Høringen handler også om lokalplan 1163 for Yderhavnen og om et nyt rensningsanlæg/en spildevandsplan. Alle tre projekter er i høring samtidig, som dele af en helhed. Ovenikøbet er der to myndigheder indblandet: Aarhus Kommune vedrørende landdelen (selve havnen) og Trafikstyrelsen for havmiljøet.
Jeg spurgte journalisten på TV2Østjylland, som interviewede mig om havneudvidelsesprojektet, om han havde læst materialet? Han kiggede bare på mig – Hvad tror du!
Spørgsmål:
Men hvis sagerne er så mange, så komplekse og så store, at det er uden for enhver sandsynlighed at borgerne kan nå at læse dem eller sætte sig ind i dem på den korte tid, der er til den slags høringsfrister – dvs. 8 uger – er det så demokrati?
Eller er det bare en skueproces? Et skindemokrati, hvor beslutningerne i virkeligheden allerede er truffet på forhånd, og hvor man lige – for god ordens skyld - skal huske at spørge borgerne om deres mening, inden man sætter turbo på gennemførelsen.
Eksempler på ting, der mildest talt undrer os:
- Hvorfor kan vi ikke få udleveret analyserne bag COWI's rapporter og konklusioner?
- Hvorfor bruger COWI forældede tal, når de kender til mere aktuelle tal - er det fordi de nyeste overskrider grænseværdierne for miljøgifte?
- Hvorfor kan/vil COWI hhv. Teknik & Miljø ikke svare på vores spørgsmål vedrørende uklarheder i VVM-rapporten?
SE VENLIGST VEDHÆFTEDE PDF, HVOR VI UDDYBER