Det er især følgende punkter, der bekymrer mig og som får mig til at protestere mod udvidelsen af havnen:
1.
Det hastværk, hvormed projektet ønskes gennemført, - også set i forhold til den meget
korte høringsperiode.
2.
De miljømæssige konsekvenser, - jeg ser meget gerne grundigere undersøgelser fra eksperter, før der bliver taget så store og langtrækkende beslutninger, der forpligter mange år fremover og ændrer byen for altid. Det er særdeles foruroligende, at havmiljøet omkring Hjelm Dyb får tilført så megen opgravning, - vi mangler her flere og dybt analyserende undersøgelser, der kan sige noget om udviklingen af havmiljøet Jeg er alvorligt bekymrede for, om byen med havneudvidelsen, kan leve op til klimamålene.
3.
Den trafikale og lydmæssige belastning for byen vil blive betragtelig i mange år.
4.
Fortalerne for projektet taler varmt om de mange arbejdspladser, havneudvidelsen vil kaste af sig. Et så stort projekt med mange underprojekter skal i EU- udbud, så der vil være en fair mulighed for, at byen snarere end regulære arbejdspladser til byens og oplandets borgere i stedet vil få et vist spinoff i form af øgede overnatninger etc., men det er ikke det samme som at flere tusinde herboende borgere får et fast arbejde i mange år.
5.
Desuden finder jeg, der mangler alternativer til den foreslåede meget store udvidelse. Jeg finder, det ville være rart, om byrådet kunne fremlægge planer, der inkluderer et samarbejde med andre østjyske havne om fordelingen af besejlingen. Gerne også et projekt af mindre omfang.
6.
Slutteligt vil jeg gerne anføre, at Aarhus har et rigt og velfungerende fritidsliv, når det drejer sig om sejlsporten, herunder både sejlbåde, kajakker og robåde. Med det fremlagte projekt finder jeg, at der ikke er draget omsorg nok for at denne gruppe sportsfolk kan udøve deres sport på betryggende vis. Vil Aarhus Bugt kunne bruges til internationale stævner fremover med den stærkt øgede besejling af bugten, som udvidelsen lægger op til?