Gå til hovedindhold
Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)

Natur og Miljø i Aarhus fortjener bedre beskyttelse

Jeg skriver dette høringssvar, fordi jeg er bekymret og kritisk over for de store og meget langtrækkende konsekvenser, havneudvidelsen kommer til at have for Aarhus og den omkringliggende natur i form af negativ påvirkning af økosystemer i udvidelses -og klapningsområderne, hvilket er i modstrid med kommunes naturpolitik. Derudover vil kommende generationer miste en del af forbindelsen til det åbne hav, som ellers er noget, der gør Aarhus unik.

Jeg er uforstående over for, at vi som kommune har en ambition om at blive klimaneutrale i 2030, men stadig bakker op om gårsdagens svar og løsninger, der kommer til at række så langt ud i fremtiden og ind i en tid, hvor vi gerne skulle leve mere i tråd med jordens egen kapacitet. En ny verden kræver nye løsninger, derfor må vi væk fra fortidens løsninger og status quo.

Herunder vil jeg redegøre for min holdning.

Aarhusbugten er allerede i krise, livet på havbunden er næsten forsvundet pga. den samme tankegang om vækst på bekostning af miljø og natur. Havøkosystemer er skrøbelige, og selv små påvirkninger kan presse livet der. Vi har en miljølovgivning, der stort set kun tilgodeser de mennesker, der vil udnytte naturen frem for den natur, den skal passe på. Miljølovgivningen og naturbeskyttelseslovgivningen i Danmark er så svage, at de næsten tillader hvad som helst, hvilket havneudvidelsen er et godt eksempel på.

Naturen fortjener bedre beskyttelse, det skylder vi den.

Man kan ikke med god vilje tro, at så voldsom en ændring i området med dertilhørende klapning ikke vil udfordre naturen i området. Det kan ikke være muligt at dumpe mere end en million ton havneslam ud for Fløjstrup uden at presse naturen, og skabe endnu større belastning end den, der allerede er. Det er imod sund fornuft at skabe så stort et pres på natur og miljø i en tid, hvor der ikke længere er nogen tvivl om, hvor meget vi allerede har påvirket begge i en negativ retning.

Jeg drømmer om et Aarhus i pagt med den omkringliggende natur, hvor vi i kommunalt og nationalt regi indser værdien i at indrette vores byer i tråd med natur og biodiversitet. Derudover, at vi accelererer fokus og økonomiske ressourcer på at producere varer i nærområdet, spiser mere plantebaseret og arbejder på at skabe en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger, upcycler og reparerer så meget som muligt. Derved vil der ikke være et lige så stort behov for at transportere produkter fra Asien – der er produceret under dårlige arbejdsforhold, samt korn og soya fra Sydamerika – som har en negativ indvirkning på regnskovsnaturen. Alt i alt skal vi stoppe med at bruge vores nationale og kommunale økonomi og ressourcer på en tankegang, der for længst har nået sidste salgsdato.

Som kommune og politiker har man et ansvar over for nuværende generationer, men også dem, der kommer efter os. Vi har en gylden mulighed for at sige stop og i stedet fortsætte i et nyt spor i pagt med naturen. Lad os give kommende generationer en bedre verden og en rigere natur end den, vi selv har overtaget. Verden ændrer sig så hurtigt, at fortidens løsninger ikke er svaret på de udfordringer, vi står over for i dag. Vi ved, hvad der skal til, vi har viden, teknologi, motivation og fokus. Lad os for alt i verden ikke gå ned ad den samme vej, som vi har gjort indtil nu.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Thomas Skov

Indsendt

10/03/2022 09:54

Sagsnummer

HS1961326

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Midtbyen
Hørings-id

H406

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00

Ole Gregor på 4185 9889

Anne Haarmark (jordtip) på 2920 8166

Søren Sloth Lave på 4185 9841