Gå til hovedindhold
Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)

Ingen udvidelse af Aarhus Havn tak

Aarhus Bugten og Tangkrogen er en naturperle, og det er med til at gøre verdens mindste storby, Aarhus, til noget helt unikt. Jeg har indtil efteråret sidste år boet 8 år på Frederiksbjerg i Aarhus C og Aarhus Bugten og Tangkrogen har været helt afgørende for min og mange andre Aarhusianeres livskvalitet. Aarhus er en fantastisk by med smuk natur, som vi skal værne om.

Dette vil blive heftigt kompromitteret ved en havneudvidelse. Tiden er ikke længere til, at erhvervsudvikling og økonomisk vækst skal stå foran bevaring af naturområder til gavn for både mennesker, planter og dyr. Der må vi kunne tænke mere kreativt. Vi må kunne gøre brug af de eksisterende havneområder på en bedre måde. Løsningen, når vi mangler plads, må ikke være at ødelægge natur for at skabe mere plads. Se bare på projektet Lynetteholmen i København.

Ikke nok med at der vil være tale om en fundamental ændring af Aarhus Bugten på langt sigt, når en eventuel udvidelse står færdig, så vil selve anlægsarbejdet også kompromittere livskvaliteten for Aarhusianerne i de år, hvor anlægget står på. Det må Aarhus kunne gøre bedre.

Hvad er den samfundsøkonomiske værdi af havneudvidelsen? Hvor mange ekstra arbejdspladser bidrager den til? Hvor meget mere økonomisk vækst for de virksomheder, der bruger havnen? Kan det virkelig stå på mål med de gener, udvidelsen vil medføre midlertidigt i anlægsfasen med øget trafik og støj og permanent med fundamentalt ændrede forhold for rekreativ udfoldelse, dyre- og planteliv i bugten? Det regnestykke må I meget gerne fremlægge. Og i det regnestykke må I opstille et alternativ til en havneudvidelse, som også giver bedre mulighed for erhvervsudvikling og økonomisk vækst på Aarhus Havn uden at kompromittere den eksisterende natur, f.eks. ved en nytænkning af måden hvorpå, de eksisterende arealer bruges. Det er uden tvivl sværere at tænke kreativt og nyt ved at ændre på de eksisterende arealer, end det er at bygge helt nye arealer. Men bare fordi en løsning er nemmere end en anden, betyder det ikke, at det er den rigtige løsning.

Vi er i det 21. århundrede, hvor klima og miljø har enorm betydning for det enkelte individ og for det brede samfund. Hvis ikke vi ændrer vores tilgang til, hvordan vi behandler kloden på, så ser fremtiden sort ud. Hvordan hænger en havneudvidelse sammen med et bæredygtigt og et grønnere Aarhus? Skal vi virkelig gentage fortidens fejl ved at ødelægge natur til fordel for menneskelig økonomisk aktivitet? Økonomisk vækst og arbejdspladser og bevaring af natur kan og skal gå hånd i hånd. En udvidelse af Aarhus Havn svarer til det modsatte. Det svarer til, at erhvervslivets interesser betyder mere for politikerne i Aarhus Byråd end de borgere, der har stemt politikerne ind i byrådet. Aarhus er bedre end det, så derfor: NEJ TAK til havneudvidelse.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Christian Daugaard Mikkelsen

Indsendt

10/03/2022 14:05

Sagsnummer

HS7630508

Informationer

Startdato
Svarfrist
Område
Midtbyen
Hørings-id

H406

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00

Ole Gregor på 4185 9889

Anne Haarmark (jordtip) på 2920 8166

Søren Sloth Lave på 4185 9841