Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der en by så smukt ...

Hvis det var en grammofonplade, ville man høre pickuppen ridse hen over den, for smukt som i H. C. Andersens vise skal Aarhus ikke længere ligge. Nej, hvor Aarhus slår en bugt skal vi se "foretagsomhed". Havneudvidelse er byrådets geniale påhit. Politikerne viser deres teknokratiske syn på byens udvikling. I alt ser de kroner og ører. Andre værdier synes ikke til stede – hvad ikke kan gøres op i ”vækst og arbejdspladser”, som synes målestokken for alt godt. Et blik har ingen målelig nytte.

Strandvejen i Aarhus er for mig som Strandvejen i København. I København ser man over mod Sverige. I Aarhus ser man over mod Mols. Det er samme prægtige skue, ikke for mennesket som en event, men som en ganske almindelig ualmindelig naturoplevelse, hvis funktion alene er at være. Når vi tager ned til bugten er det for at overvældes af det sublime uden menneskeskabt støj. Bugten er ikke anmassende, generer ikke nogen, og gør dog noget ved mennesket, noget opbyggeligt, også ved dem, som ikke er interesseret i natur, ikke er sig bevidste om nydelsen.

Strækningen fra Moesgaard til byen er en totaloplevelse, en nydelse hver eneste dag, om højsommer, vinterfrost eller efterårsrusk. Selv lyden er en oplevelse, denne kradsen ved byens dørtrin, når efterårsstormene rusker i bølgerne. Jeg går eller cykler gerne denne strækning, og vuet ind over byen ved Varna og Hotel Marselis får mig altid til at pausere. Man kommer direkte ind til, hvor byen begynder, oplever skov, hav og by som én samdrægtig åbenbaring. Eller man kører ad Oddervej hhv. Carl Nielsens Vej, og bugten åbner sig for én: dens lys, farver og vidder. Ikke sjældent kører jeg den vej alene for blikkets skyld.

Når venner i udlandet spørger om Aarhus, er det første og ofte eneste, jeg fremhæver, netop beliggenheden, bugten og de unikke blikke i det fjerne fra mange forskellige steder i byen. Forslaget vil fjerne det, der er selve byens saft, vil fratage aarhusianerne dette fælles kulturgods og eje. Det er på linje med at ville nedrive Domkirken, fordi kloakering og toiletforhold er utilstrækkelige, og fordi man vil bygge noget, som bedre egner sig til events og vækst, med blødere sæder og bedre syn for alle.

Er borgmesterens og andre fremtrædende personers kritik af høringssvarene fra Arla Foods og Salling Group et udtryk for, at høringen er en skueproces? Seriøse og velargumenterede, som de to virksomheders svar er, siger de dog ikke så meget mere eller andet eller vægtigere end så mange andre, de mange borgere heriblandt, men fordi de to i sig selv er vægtige, ser man åbenbart i deres ord en større fare for projektet? Borgernes meninger, om de måtte være de samme, får ikke denne opmærksomhed, for de repræsenterer ikke vægtige stemmer?

Tidligere borgmester Bernhard Jensen huskes for det modsatte. Han forhindrede, at vækstargumentet fik lov til at ødelægge den indre by. Væksten måtte finde andre græsgange. Den selvsamme borgmester, som vore nuværende politikere med en skulptur hylder som visionær, ville de i dag næppe selv have bakket op om.

At havnen mener, den mangler plads, er jo bl.a. et resultat af, at man inddrog det store område, som nu udgør Aarhus Ø. Også dengang stod politikernes egoer i vejen for klarsyn, som de nu står i vejen for f.eks. at samarbejde med Grenå om en havneudvidelse til gavn for begge byer, for helhedens skyld. Vi er mennesker, ikke solsorter, der jager hinanden væk fra føden, selv om de hver især har rigeligt.

Alternativt må det være muligt at omorganisere de nuværende havnearealer for at skabe plads, f.eks. ved at udfylde havnebassinerne og skabe innovative, automatiserede landtransportsystemer til at fragte gods og containere mellem opbevaringsplads og havnekaj.

Jeg skal således gøre indsigelse mod havneudvidelsesplanerne.