Bevar vores smukke by og vores skønne kyst.
Planen om at udvide containerhavnen mod syd, gør mig bekymret. Vi har så smukke omgivelser i Aarhus og vi er gode til at benytte dem, og glædes ved dem. For år tilbage kunne vi fra Nordre Ringgade se ned ad Nørrebrogade og glædes ved at se havet – det er desværre ikke muligt længere. Prøv at lægge mærke til, at stort set hvilket tidspunkt på dagen man færdes på Strandvejen fra Filtenborg Plads mod Varna, kan man se Århusianere på fortov og cykelsti nyde de smukke omgivelser. Når vejret tillader det, benyttes området mellem fortov og hav ofte til familiehygge. Tag turen fra Højbjergsiden – den kan afsluttes med et smukt kig mod det blå hav. Lad ikke den smukke udsigt blive spoleret af en containerhavn. Det er ikke rimeligt, at vi i Aarhus skal stille containerplads til rådighed bl.a. for at servicere forbrugere og firmaer i vores nabolande. Lad de bløde værdier vinde og bevare den smukke Aarhusbugt.