Aarhus Havn handler i modstrid med egen bæredygtighedsstrategi, når der foreslås at klappe sediment og havneslam ved Hjelm Dyb og ved Fløjstrup Strand.
Af Aarhus Havn’s bæredygtighedsstrategi fremgår følgende:
“Aarhus Havn ønsker at tage ansvar for den verden, vi er en del af, og tage maksimalt hensyn til de borgere, der bor i vores lokalmiljø. Vi har i flere år arbejdet mod et mål om at blive en CO2-neutral virksomhed i 2030, og vi er godt på vej. I 2020 har vi nedbragt vores CO2-bidrag med yderligere ca. 14 pct. til 1.787 tons CO2.
Vi arbejder for at blive Østersøområdets mest bæredygtige erhvervs- havn. Det betyder bl.a., at vi faciliterer et bæredygtighedsnetværk, der har deltagelse af en række af de øvrige virksomheder på havnen med sigte på, at virksomhederne kan samarbejde om fx energiforsyning og grønne forretningsmodeller.
Udover at have nogle strategiske mål omkring bæredygtighed har vi udarbejdet en bæredygtighedspolitik, der mere specifikt viser vores tilgang til et bæredygtigt samfund.
Som Danmarks største erhvervshavn tager vi ansvar for den verden, vi er en del af. Det gør vi ved at skabe grundlaget for en visionær og bæredygtig udvikling af havnen i samarbejde med Aarhus kommune og de mange virksomheder, som agerer på havnens område. Samtidig indgår vi i lokale, regionale og globale samarbejder og mere formaliserede partnerskaber med henblik på at øge bæredygtigheden på hele Aarhus havn og i den maritime branche.
Vi vil bidrage til at forbedre biodiversiteten i havet og reducere påvirkningen af havmiljøet.”
Klapning skal tages ud og behandles selvstændigt.
Ovenstående vil Aarhus Havn og dermed Aarhus Kommune så blandt andet opnå ved at dumpe, eller “klappe”, 5 millioner sediment og havneslam ved Hjelm Dyb og ved Fløjstrup strand, til skade for bundfaunaen, fødekæden og biodiversiteten i havet - samt mulig påvirkning af strande, kystturisme og rekreative muligheder. Se det lyder som en interessant bæredygtighedsstrategi!
Hvordan dette hænger sammen fremgår dog ikke af COWI´s rapport og det virker mildest talt til at være fuldstændigt selvmodsigende og i modstrid med bæredygtighedsstrategier, kommunens politikker og borgernes ønsker. Det lader til at det er økonomiske interesser der vægtes højere end havmiljø og bæredygtighed og dermed tangerer det idioti og dumhed, når Aarhus Havn på den ene side påstår at ville bidrage til at forbedre biodiversitet i havet og reducere påvirkningen af havmiljøet, for dernæst at klappe op mod 5 millioner m3 havneslam og sediment i havet.
Derfor bør spørgsmålet om klapning trækkes ud af den nuværende høringsproces og behandles selvstændigt, så der er tid til at kigge på løsninger, der rent faktisk kan bidrage til opnåelse af Aarhus Havn’s bæredygtighedsstrategi samt Aarhus Kommunes politikker om bæredygtighed.
Alt andet vil udstille hver og enkelt politikker, der måtte bakke op om den kystnære klapning som værende fuldstændigt uansvarlig og i værste fald handlende mod bedre vidende. Og hvilken politiker vil have det mærkat siddende på sig?