Miljøkonsekvensvurdering - Udvidelse af Aarhus Havn (Yderhavnen)
Uacceptable miljøkonsekvenser og irreversibel skønhedsværdi-forringelse
Irreversibel skønhedsværdi-forringelse
Det er noget helt særligt værdifuldt for Århus, at være omkranset af smuk natur i form af skov og hav. Om det er en smuk frostklar vinterdag, en ruskende efterårsdag eller en varm solfuld sommerdag - så er der altid fyldt af mennesker der går, løber, cykler mv. langs Strandvejen i Århus, og som nyder den smukke tur langs vandet. At overveje, at indrage noget af dette værdifulde og særlige område til en havneudvidelse er så uforståelig en dårlig idé på så mange planer. Den skønhedsværdi der findes langs Strandvejen med udsigt mod Djursland, udsigten fra Mindeparken, omkring Marselis lystbådhavn osv. er til glæde for alle de mange mennesker der altid færdes her. Udsigt til kraner og bygninger er en utvivlsom forringelse. Disse aspekter er mangelfuldt belyst i miljøkonsekvensafrapporteringens del vedr. rekreative interesser. Under Landskab og visuelle forhold er det vurderet, at områder langs Strandvejen ved Tangkrogen og Mindeparken ikke i væsentlig grad vil have ændret synligheden af havneområdet. Denne vurdering virker helt ubegrundet og i direkte modstrid mod de eksempler der er vist i rapporten, og som tydeligt viser en visuel forringelse af skønhedsværdien.
Sådan en skønhedsværdi kan ikke genskabes hvis den først ødelægges. Værdien kan ikke gøres op i penge, og det er myndighedernes ansvar at bevare sådanne værdier -også selvom erhvervslivets behov udfordrer dette. Det bør være muligt, at finde en bedre løsning for at dække havnebehovet, end ved en irreversibel skønhedsværdi-forringelse for Århus.
Er havneudvidelsens behov reel?
Der har været fremlagt tal og argumenter der peger i alle retninger for behovet for en havneudvidelse af den størrelse, som Århus Kommune planlægger. Dette er både fra Århus kommune, fra erhvervslivet og fra videnskabelige eksperter på området. Det er svært som borger at forholde sig til, hvad det rigtige er. Men for at en havneudvidelse skal have sin berettigelse, bør der være et utvetydigt og indiskutabelt behov, og det er der ikke på nuværende grundlag.
Miljøkonsekvenser
Det er indlysende, at der er store bekymringer for de konsekvenser som havneudvidelsen vil kunne have på miljøet.
I miljøkonsekvensafrapporteringen er det beskrevet at der vil være risiko for, at klapning vil forhindre målopfyldelse i vandområdeplanerne indenfor planperioden. Det bør derfor naturligvis ikke kunne accepteres. Det samme gælder den vurderede generelle moderate påvirkning af flora og fauna af selve molen, og den væsentlige påvirkninger på marin flora og fauna i Hjelm Dyb ved klapning ved Hjelm Dyb.
Den numeriske modellering af strømningsforhold er foretaget i en meget stor skala, men mangelfuld detaljeringsgrad i de nære marine miljøer. Der kan erkendes reducerede middelstrømningshastigheder i Tangkrogens inderste bugt, hvilket vil have afgørende betydning for forholdene her. Det er i vurderingerne omtalt som at “de egentlige badestrande i Aarhus” ikke vi blive påvirket. Det må betyde at Tangkrogen ikke er regnet som en “egentlig badestrand”, hvilket er en fejl, da dette område er en populær og meget benyttet badestrand. Derfor bør konsekvenserne for karakteren af dette område belyses bedre. Der bør ikke kunne accepteres, at ændrede strømningsforhold ændrer sedimenttransporten og tangophobningen, som ændrer strandforhold og rekreative muligheder.
CO2
Det er indiskutabelt at den øgede godstransport som følge af havneudvidelsen samt selve havneudvidelsens anlægsfase og drift i det hele taget, vil give en øget CO2 belastning for Århus. Sidstnævnte øgede havnedriftsbelastning er mangelfuld i den tekniske beskrivelse af CO2 belastning. Belastningen fra godstransport er i beskrivelsen negligeret til en sammenligning mellem transporttyper. Det er muligvis en korrekt overordnet betragtning, men den lokale øgede belastning mangler. Der vil være en øget trafik lokalt, som følge af hele formålet med havneudvidelsen, trods at det er til dækning af et globalt behov. Med Aarhus Kommunes ambitionen om, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030, så giver en øget CO2 belastning fra havneudvidelse slet ingen mening. Der må tages ansvar og stå ved denne ambition, og ikke tilføre en så voldsom ny belastning.
Har Aarhus kommune respekt for høringssvar?
Slutteligt skal der lyde en appel til, at Aarhus Kommune behandler de mange høringssvar med den respekt de fortjener. Der bør lyttes til holdninger og bekymringer fremfor at feje teknisk eller juridisk ukorrekte argumenter af vejen. Der har tidligere været bekymrende håndtering af høringssvar, fx ved Tivoli Frihedens byggeprojekter, hvor de mange høringssvar tilsyneladende er negligeret. Der har været udtrykt bekymrende holdninger fra kommunes øverste ledelse om, at nabo-høringssvar kun dyrker egoistiske interesser, hvilket ikke virker som en sund tilgang til respektfuld håndtering af høringssvar.
Download høringssvar som pdf