Høringssvar vedr. FORSLAG TIL TILLÆG NR. 3, SPILDEVANDSPLAN 2017-2020, YDERHAVNEN, ETAPE 1
Forslaget til tillæg nr. 3 til spildevandsplanen skal ikke vedtages.
Vedtagelse af forslaget vil have en markant og voldsom miljømæssig konsekvens for området for udvidelsen såvel som for området omkring Hjelm Dyb og Ajstrup/Fløjstrup Strand.
Klapning (dumpning) af 1 mio. m3 sediment/bundfald fra havnebassinet i Hjelm Dyb. Det svarer til 28.000 containere fyldt med slam. Hjelm Dyb rummer et rigt maritimt dyreliv og noget af Kattegats reneste vand. I en tid, hvor vi fokuserer på biodiversitet og miljø, er det fuldkommen uansvarligt, at der skal ske dumpning i området omkring Hjelm Dyb og Ajstrup/Fløjstrup Strand. Der er tale om bundfald, der må antages at indeholde en række giftstoffer (bl.a. fra skibsmaling), som vil blive frigivet og derved påvirke både dyreliv, havbund og badevand i de tre nævnte områder. Forslaget bør ikke vedtages med den konsekvens, at nuværende naturområder ødelægges.
Opfyldning af havområde som vil medføre ringere badevand i Tangkrogen, der med tiden vil forsumpe i tang og dynd grundet ændrede strømforhold. Dette vil ikke blot være til gene for beboerne og lystbådehavnen i området - det vil også mindske Tangkrogens attraktivitet som venue for større arrangementer grundet (konstante) lugtegener fra rådden tang og dynd.
Fordelene ved vedtagelsen af forslaget er minimale i forhold til de konsekvenser, som det vil have for naturen og nærområdet.