Gå til hovedindhold

Høringssvar

Debatoplæg om Højbjerg Torv ved Oddervej og Rosenvangs Allé, 8270 Højbjerg

Høringssvar vedr. Rema1000

NEJ TAK til Rema1000 ved Højbjerg Torv.
1) At ejendommen Rosenvangs Allé 245 bliver en del af centerområdet.
Hvis kommunen vælger at give tilladelse til at lokalplanen ændres, således at Rosenvangs Allé 245 (parcelhus) bliver til en del af et centerområde, så der kan opføres en ny dagligvarebutik med tilhørende boliger, der når helt op i en højde af fire etager, vil det få helt uoverskuelige konsekvenser for vores ejendom (243B), der bliver direkte nabo til bygningen med dens planlagte tagterrasse.
Vi mister alt udsyn mod øst og kommer i stedet til at kigge ind mod en stor mur, der er planlagt ca. 2 m fra vores skel. Dertil vil beboerne i de mange planlagte etage lejligheder kunne kigge lige ned i vores have fra deres fælles tagterrasse og fra vinduerne i flere af lejlighederne. I den nuværende model, vil bygningen gå hele vejen langs skæl og vi vil ikke have ét eneste sted i haven uden fuld indkig fra tagterrassen. Endvidere vil bygningen tage al morgensol og størstedelen af vores grund vil ligge i fuld skygge.
Samtidig giver denne model, hvor Rosenvangs Alle 245 bliver centerområde, mulighed for at lastbiler dagligt kan læsse varer af lige op til vores grund, hvor der planlægges aflæsningsrampe. Der er i forvejen tung trafik på visse tider af dagen og det virker helt uoverskueligt med både rampe og en øget trafik lige uden for vores grund.
Vi er derfor meget overrasket over, at vi som nabo til projektet på ingen måde tilgodeses. Tværtimod! Høj mur, manglende udsyn, enormt indkig, fuld skygge om morgen og markant mere støj og trafik. Det er som borger/nabo urimeligt IKKE at blive spurgt tidligere i Rema1000processen, når der er tale om så massive gener. Kan man virkelig som privat bygherre på den måde planlægge og søge om lokalplansændringer, der i den grad sætter de lokales boliger/matrikler i frit fald! Vi vil aldrig have købt vores parcelhus, hvis Rema1000 i nuværende ønskede udformning havde været en realitet på købstidspunktet. Vi får med projektet i høj grad mindsket værdien af vores grund/have og ifølge EDC-mæglerne længere oppe ad vejen et tab i millionklassen. Igen - kan kommunen bare sådan lade almindelige borgere betale prisen uden nogen form kompensation eller inddragelse tidligt i processen?

2) At der bliver mulighed for at bygge i op til 4 etager
Rosenvangs Allé 245 er en del af et parcelhus område. Med en omlægning af matriklen til centerområde og opførelse af den tænkte model, vil en høj bygning lige ud mod vejen resultere i et helt anderledes udtryk af området; en kæmpe klods med tagterrasse og lejligheder i op til 4 etager vil være omkranset på tre sider af lavere byggede parcelhuse, der alle vil have indkig, støjgener og eventuelle skyggegener. Centerområdet og etageejendommen vil blive meget dominerende i et område med haver og træer.
På borgermødet primo april blev det sagt, at en bygning med etageejendom op til 4 etager ud mod Rosenvangs Alle vil passe ind i det bymæssige som en del af centerområdet. Det er vi IKKE enige i. Indtil videre ligger de fleste nuværende etageboliger med deres facade mod Oddervej eller meget tæt på, og med parkeringsplads mod de omkransende parcelgrunde. Længere oppe ad vejen har vi parcelhuse og vi har god afstand fra etageejendomme til parcelhuse. Det vil være en meget voldsom forandring af vores område med 4 etager tæt ved nabogrunde både ved siden af og på den anden side af vejen.
Nej tak til at bygge i 4 etager!

3) At bebyggelsesprocenten i området kan øges til 70 %.
Vi ser meget gerne at dette ikke imødekommes fra kommunen, da det som omtalt betragteligt forringer vores brugsværdi af vores matrikel. Vi mener ikke, at kommunen bør give tilladelse til at bygherre får lov at lægge hele sin bygning i den ende af en sammensat grund, der grænser lige op til almindelige parcelhusgrunde og 2m fra skæl. Der er i betragtning af den store sammensatte grund rig mulighed for at placere en bygning placeret i fornuftig afstand til de omkringliggende parcelhusgrunde. En bebyggelsesprocent på de normale 50% vil kunne resultere i mere luft til de omkringliggende parcelhusgrunde og give plads til et gårdmiljø i jordhøjde for beboerne i de planlagte lejlighederne over Rema1000.
NEJ TAK til en bebyggelsesprocent på 70%!

Hanne Pindstrup
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Hanne Pindstrup

Indsendt

21/04/2022 19:49

Sagsnummer

HS9163143

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Holme - Højbjerg - Skåde
Hørings-id

H427

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan, Byggeri og Miljø

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00