Fortætningen i det berørte område på Christiansbjergsiden er allerede accelereret. Der bygges højt, tæt og hurtigt med omfattende igangværende projekter på bl.a. Møllevangs Alle, Stockholmsgade, Finlandsgade og Jens Baggesens Vej. Hvordan summen af de projekter kommer til at påvirke kvarteret, ved vi reelt ikke endnu.
Sporene fra byggeprojekter, hvor kommunen har overhørt – og ikke har lyttet til – lokale borgeres protester, skræmmer. Aktuelt er kommunens ja til nedrivningen af ti villaer ved Katrinebjergvej, Rødkløvervej og Kløvermarksvej for at opføre en karré med 211 lejligheder (i op til seks etager) et eksempel. Den sag har bl.a. Århus Stiftstidende dokumenteret og dækket.
Som beboer på Christiansbjerg gennem 20 år er min appel, at de ansvarlige politikere og beslutningstagere lytter reelt denne gang. Fællesrådenes forslag er et seriøst borgerdrevet alternativ fra århusianere med indgående kendskab til de berørte kvarterer.