Planen vil medvirke til et fald i kvarterets diversitet idet villakvarteret mindskes. Området har allerede en høj grad af diversitet, med en god blanding af almennyttige boliger, villaer, rækkehuse og ejerlejligheder.
Planen mindsker muligheden for at børnefamilier kan bo i bynære villaer. Århus kommune oplever i forvejen at børnefamilier flytter ud af kommunen på grund af det lille udbud af bynære villaer og dertil følgende meget høje boligpriser. Helhedsplanen for Randersvej vil bidrage yderligere til denne negative udvikling.
Planen tilgodeser ikke ambitionen om et grønnere Århus. Der lægges i planen op til små områder med ensidig vegetation med træer og græs. I villakvartererne findes i dag en bred vegetation med kompostbunker, krat og træer. Dette fordrer en større biodiversitet via et rigt insektliv, og mulighed for fugle kan byggereder og finde føde til deres unger. Alt dette vil forsvinde med den nye helhedsplan. Desuden bidrager den store arealmæssig vegetation i villakvartererne til at rense luften og bidrager dermed til et sundere bymiljø med mindre luftforurening. Noget som heller ikke tilgodeses med den nye helhedsplan.