Hvornår er nok, nok?

Det siger sig selv, at jeg, som villaejer, hustru, mor til tre og arbejdende i Aarhus, er imod helhedsplanen for vores område.

En (usynlig) plan, som vi pludselig helt ufrivilligt er en del af.
Det er som at få revet det berømte gulvtæppe væk under sig.

Jeg er bekendt med, at nogle ting er vi magtesløse overfor. Jeg har selv været ramt af livstruende sygdom indenfor de sidste tre år.

Men, den magtesløshed jeg føler, når jeg ser helhedsplanen, gør mig vred, og den vækker undren. For helhedsplanen er menneskeskabt. Den er ikke opstået ved pludselig sygdom. Det er det, som gør mig vred.

For den er tilsyneladende lavet med åbne øjne. Om end jeg har en fornemmelse af, at det er foregået i smug og bag meget lukkede døre.

Hvordan kan man lave sådan en plan og efterfølgende se sig selv og hinanden i øjnene?

Hvor gemmer de folk sig, som står bag? Og, hvorfor er vi ikke blevet informeret?

Hvordan og hvor har I/de/jer/dem tænkt jer at genhuse os - med samme beliggenhed. For vi lever en hverdag med arbejde, skole og gymnasium her i byen - lige her i vores lokalområde.

Hvornår har I bygget nok?
Hvornår er nok, nok?

Når børnefamilierne er helt ude af byen, og skolerne står halvtomme?

Jeg kunne komme med masser af argumenter for, hvorfor jeg ikke tilslutter mig jeres argumenter for helhedsplanen. For de holder ikke vand.

Men, jeg har en følelse af, at tale for døve og særdeles usynlige ører, så jeg vil nøjes med at sige: Jeg er imod Helhedsplanen for Randersvej, og jeg tilslutter mig oplægget fra Christiansbjerg Fællesråd.

Tænk sig, hvis man bevarede villaerne og familierne i dem. Dét ville bidrage til diversitet.