Høringssvar vedrørende helhedsplanen Randersvej.
Vi har boet i området i snart 10 år og må med beklagelse se til hvordan området ændrer karakter. Letbanens placering har måske været nødvendig for det store supersygehus, men det har på mange måder delt området i øst og vest for Randersvej. Nye boliger bygges højt og tæt hvilket skaber helt nye udtryk i bybilledet. Udtryk der er massive og korridoragtige. Lange skygger - hvilket ikke er ønskeligt i et land hvor den mørke tid på året med lav sol er lang. Dertil er det meget trist at man vil ændre på bybilledet ved at opføre så mange ensrettede huse. Boliger fra 50érne og 60érne giver en varieret boligmasse, som tillader både gode, og forholdsvis store grønne områder via vores haver.
Med fortætningerne kan man frygte mange ting. Lange skygger. Alt for mange biler. Bevaringsværdige huse der må lade livet for ensrettede høje boliger. Grønne haver der bliver inddraget til fortætning.
Tanken om at skabe "byrum" omkring letbanen er en romantisk tanke der aldrig får ben at gå på. Vi bor alt for tæt på midtbyen, og dem der vil hygge på cafe og restauranter - vil tage den korte tur ned i byen. Dermed vil de forsøg der vil blive i den retning, antagelig blive til små fastfood butikker der ofte skifter ejere. Med kedeligt udseende. Formodentlig i perioder stå tomme. Hvis Århus virkelig skal blive så meget større, så må man bygge nogle af disse klodshuse længere ude af byen, hvor der er plads og hvor det på forhånd ikke ødelægger eksisterende bebyggelse. TIna og Steen Kruse Nordvestpassagen 65