Randersvej skal samle Christiansbjerg
Helhedsplanen for Randersvej
Jeg er imod Helhedsplanen for Randersvej.
Området er enestående og mange frydes over, at der så tæt på Randersvej findes hyggelige huse med frodige haver med kompostbunker og hække der ikke blot er liguster, men består af mange forskellige planter. Gaden vi bor på var oprindeligt et gartneri og nogle af træerne har stået her før husene blev bygget. Alt dette betyder en stor biodiversitet med mange insekter og mulighed for fugle kan bygge reder og finde føde til deres unger. Her kommer både ræven og haren ofte på besøg.
Desuden bidrager den store arealmæssig vegetation i villakvartererne til at rense luften og bidrager dermed til et sundere bymiljø med mindre luftforurening.
Jeg er meget bekymret for, at alt dette vil forsvinde med den nye Helhedsplan.
Der lægges i planen op til små områder med ensidig vegetation med træer og græs i små " lommer".
Planen vil også medvirke til et fald i kvarterets diversitet idet villakvarteret mindskes. Området har en god blanding af almennyttige boliger, villaer, rækkehuse og ejerlejligheder. Hvilket afspejles på kvarterets folkeskole, Skovvangsskolen, hvor børn fra alle samfundslag og af etnisk oprindelse vokser op sammen, med indsigt og tolerance til følge.
Området omkring Skovvangskolen har i forvejen en stor andel af små lejligheder og der fødes rigtigt mange børn i området, Skovvangskolens tandklinik har således et ekstraordinært stort antal første gangs besøg og antallet af børn under 6 år udgør over ⅓ af klinikkens patientunderlag. Optællinger viser også at området har en stor tilflytning i alderen 18-21 år. Til gengæld så flytter mange småbørnsfamilier ud af kvarteret, som de ellers sætter pris på, inden børnene når skolealderen, da de oplever et begrænset udbud af de bynære villaer og dertil følgende meget høje boligpriser.
Planen mindsker yderligere muligheden for at børnefamilier vil kunne blive boende i området, hvilket vil betyde øge transitionen, hvilket igen vil have negativ indflydelse på Skovvangsskolens muligheder for at tiltrække og fastholde kvarterets ressourcestærke familier.
Planen indeholder blandt andet forslag om at nedrive fuldt funktionsdygtige villaer for at bygge etageboliger, hvilket bestemt ikke virker særligt klimabevidst. Der er ikke meget grøn bevidsthed over at erstatte bestående mursten med ny beton. Det harmonerer slet ikke i et samfund, hvor vi i forsøger at reducere vores ressourceforbrug.
Da terrænet skråner ned mod vandet, vil man tage eftermiddags- og aftensolen , hvis man bygger i 6 etager langs Randersvej, som der lægges op til i helhedsplanen. Dette vil være til stor gene for en lang række borgere. Vi vil være meget ked af at blive "mørkelagt" allerede ud på eftermiddagen.
Også mht. trafik og parkering giver planen anledning til bekymring, da der er i forbindelse med nyere etagebyggeri f.eks. Risskovbrynet har været stærkt øget mængder trafik og parkeringskaos, på ellers rolige villaveje, hvor børn tidligere kunne færdes frit.
Der er i planen lagt op til et øget antal butikker omkring Stockholmsgade og at varelevering skal foregå via af parallelveje til Randersvej, men det fremgår ikke hvilke veje der menes og som beboer på en parallelvej bliver jeg utryg om hvorvidt det ønskes at indføre gennemgående trafik på vores ellers lukkede privatvej.
Jeg er enig i at der langs Randersvej fra Stjernepladsen og til Ringvejen, kan gøres noget for at forskønne fremtoningen, men mener ikke at løsningen er fortætning med en massiv mur af 6 etagers ejendomme.
Jeg mener, at der i udarbejdelsen af helhedsplanen slet ikke er taget højde for hvad området allerede har at byde på og hvordan dette kunne fremhæves. Der burde i langt højere grad have været beboerinddragelse og jeg er meget utilfreds med at planen ikke har været sendt i høring feks. Via E- boks. Vi er altid opmærksomme på hvad der rører sig lokalt og læser lokal avisen, men planen kom helt bag på os, selvom vi bor så tæt på, at vi ikke kan undgå at blive berørt.
Jeg forventer at dette høringssvar vil taget alvorligt og håber det vil medvirke til en øget eftertanke omkring, hvor byplanlægningen skal bevæge sig hen og behovet for at inddrage beboer i de berørte områder.
Download høringssvar som pdf