NEJ til den strategiske helhedsplan for Randersvej
Jeg siger NEJ til den strategiske helhedsplan for Randersvej! Det gør mig både forundret og vred at man fra politisk hold indleder en proces for boligområderne omkring Randersvej, der i sidste ende kan forvandle gode, trygge og velfungerende kvarterer med en bred vifte af forskellige boligtyper til endnu et forsøgsområde for anonymt og kedeligt etagebyggeri styret af anonyme pengemænd. Sporene fra andre projekter rundt omkring i Aarhus skræmmer - man bygger nyt uden at åbne op for lys, luft og biodiversitet.
Jeg vil i stedet opfordre til at man lader sunde, velfungerende områder være i fred (også for angsten for at der pludseligt en dag dukker såkaldte ’udviklere’ op med en velpolstret pengepung og gustne hensigter). Hold langt hellere fokus på at skabe nyt, hvor det eksisterende ikke fungerer.
Jeg siger også nej til forslaget fra Christiansbjerg fællesråd, der tydeligt er skrevet ud fra et perspektiv, der vil sikre den vestlige side af Randersvej omkring letbanestoppene som et status quo, mens ændringerne skubbes over på den østlige side, særligt ved Stockholmsgade, da kommunen har tilladt at Nordbjerg bygges helt ud til fortovet.
Fortætning er ikke det eneste parameter, som man som by skal kigge på. Velfungerende kvalitetsboliger skal bevares og på de ledige grunde ved Randersvej bør man bygge lavt, så man undgår skygge og indkig til de bagvedliggende områder. Højt etagebyggeri skaber ikke nødvendigvis god boligkvalitet, men blot kvantitet. Så fingrene væk fra vores hjem! Det er ikke private ’udviklere’, der skal tegne fremtidens Aarhus!