Det oplæg, som Christiansbjerg og Trøjborg Fællesråd, har lavet, kan jeg tilsluttte mig.
Dvs. et kraftigt NEJ til 'Helhedsplan for Randersvej'.
Helhedsplanen ønsker etagebyggeri ud til den meget befærdede Randersvej og yderligere noget mindre etagebyggeri bagved Randersvej og på de tilstødende veje, hvor villaer skal nedrives og erstattes af etagebyggeri.
Med tiden kommer til at bo så mange mennesker, at Letbanen får et fornuftigt økonomisk grundlag?
Så har man taget en passer og tegnet cirkler rundt om stoppestederne i en radius af 600 meter. Og således har man på en enkel måde fået en plan for byudvikling af et område, hvor der kommer til at være meget mere trafik, mange mennesker og en Letbane, der måske får en fornuftig økonomi?
Konsekvensen for mennesker og huse er katastrofal på mange niveauer:
- et villaområde, hvor folk er meget glade for at bo, bliver helt ændret med huse, der skal rives ned og en generel nedgradering af hele området.
- en forøgelse af trafikken - også på villavejene - uanset, hvor mange letbaneafgange, der vil blive tale om
- støjgener for mange mennesker, indbliksgener for mange osv.
- en usikkerhed for beboerne: vil naboen sælge? Skal jeg blive boende?
- en formindskelse af grønne områder, hvis man overhovedet kan tale om at betegne private villahaver som grønne områder
- et yderligere pres på de grønne oaser, der er i periferien af området
- et pres på de idrætsklubber, der er i periferien af området, hvor flere idrætsklubber allerede nu har lukket for tilgang
Kort sagt vil hele området fuldstændig ændre karakter ved denne form for fortænkt og bombastisk byudvikling.
Modstanden mod Planen er massiv i området. Der er ingen, der kan være modstander af, at Randersvej bliver pænere. Men den måde, som Helhedsplanen foreslår, er ikke løsningen. Jeg håber, at såvel myndigheder som politikere vil tænke sig om og gå i dialog med f.eks. Fællesrådet.