NEJ TAK TIL HELHEDSPLANEN
Hvis Aarhus kommune ønsker et fremtidigt Aarhus hvor folk har lyst til at bo, så er det en virkelig dårlig idé at erstatte et velfungerende, mangfoldigt og grønt villaområde med ensartet og intetsigende etagebyggeri blot for at få plads til flere borgere. For hvad er det for en by man ønsker sig at Aarhus skal være? Hvilken by bliver Aarhus, hvis den blot består af etagebyggeri i beton, stål og glas, parkeringspladser og tarvelige trimmede grønne indhegnede pseudohaver der blot får folk til mindes den have der ikke er tilstede.
I Aarhus har vi stadig mulighed for at bevare og udvikle byen i en grønnere retning. Og ja, der skal selvfølgelig også bygges nyt og skabes nye boligområder, men gør man bedst det ved at rive velfungerede områder ned? Kunne man forestille sig, at dét Aarhus der derved skabes ikke er dét Aarhus som byen har brug for? Vil Aarhus stadig være den hyggelige by som den er kendetegnet ved i dag, hvis villaområder erstattes af etagebyggeri og fortætning? Hvis villahaver erstattes af parkeringspladser?
For os at se, er det en rigtig dårlig helhedsplan for Randersvej og vi håber – både for områdets beboere men ikke mindst også for resten af Aarhus, at man i kommunen tør holde fast i dét der kendetegner Aarhus, nemlig den anderledes storby som tør holde fast i de bynære villaområder med al den charme, og natur der følger med.