Den ’strategiske’ helhedsplan for Randersvej rummer mange fine ord i sin indledning og sin overordnede vision, men når man nærstuderer de konkrete planer, som udrulles i de seks strategier, står det klart, at planen er mangelfuld og selvmodsigende, og at dens realisering vil have ødelæggende konsekvenser på alle de parametre, planen hævder at ville styrke.

Den indledende præmis om, at ”Randersvej skal samle Christiansbjerg” er, som kommunens repræsentanter indrømmede på borgermødet den 5. maj 2022, grundlæggende falsk. Randersvej er stærkt trafikeret med biler i fire spor og letbane i midten, og den er svær at krydse. Den deler og vil også i fremtiden dele Christiansbjerg fra Risvangen, og forestillingen om, at det skulle kunne blive attraktivt at sidde på café tæt ud til Randersvej i bus- og bilos og en myldretidstrafik, som kun vil sande endnu mere til, hvis kommunen får held med at proppe over tusind flere boligenheder end nu ind på det udmålte område, er indlysende absurd.

Lige så absurd er definitionen af det berørte område ud fra et rent mekanisk princip om radius fra letbanestoppene. I helhedsplanens indledende afsnit afslører forfatterne, at de faktisk kender til kvarterernes historie og karakter. Det gør det særligt svært at forstå, at man med fire passerstrøg splitter kvartererne op ganske uden hensyn til deres egenart og kvaliteter og definerer dem som områder, hvor ”omdannelse [er] mulig” (s. 29), en eufemisme for nedrivning af størstedelen af de villakvarterer, der falder inden for planlæggernes passercirkler. Al hensyntagen til eksisterende kvaliteter forsvinder, så snart kommunens hidtil fremherskende, ensidige fortætningslogik tager over. Det er derfor også vildledende, når man på s. 18 skriver om parcelhusområderne, at de er ”et vigtigt aktiv for området, som skal værnes om i kommende planlægning.” Helhedsplanen værner ikke, den ødelægger.

Planen taler om at skabe blandede boligtyper, men fremlægger på intet tidspunkt beregninger af, i hvor høj grad området i dag allerede er blandet, og af hvordan helhedsplanens fortætning vil påvirke den eksisterende varierede boligsammensætning. Igen viser en konkret analyse, at planen vil mindske diversiteten i boformer, ikke forøge den. Det bliver endnu mere tydeligt, hvis man gør det, en ’strategisk helhedsplan’ burde have gjort, men helt forsømmer, nemlig ser på samspillet mellem det udpegede område på Christiansbjerg og Risvangen og dets umiddelbare naboer. Der opføres f.eks. over 600 nye kollegieværelser på La Tour grunden lige nord for Ringvejen, hvor der i øvrigt allerede er kollegier, på et tidspunkt hvor Aarhus er på vej til at have overkapacitet af kollegieværelser, en tendens der kun vil blive skærpet med udflytningen af studiepladser fra Aarhus frem til 2030. Hvorfor taler helhedsplanen så om nybyggeri af flere kollegieplader i vores område?

På Katrinebjerg og i Risskovbrynet er allerede fortættet med masser af lejligheder og højt byggeri, mens man skal langt væk fra vores område for at finde sammenhængende kvarterer med villaer/parcelhuse. Der er allerede talrige almennyttige boliger både inden for det udmålte område og f.eks. umiddelbart nord for det, men ’helhedsplanen’ undlader behændigt at nævne det. Den taler varmt om ’familieboliger’, men lægger samtidig op til at nedrive lige præcis denne type bolig og erstatte den med etagebyggeri som – viser erfaringerne fra Bøgegade, Risskovbrynet, nybyggeriet ud til Randersvej mellem Stockholmsgade og Malmøgade, samt al det nylige byggeri lige nord for Ringvejen ved Skøjtehallen – ikke tilbyder familieboliger, men typisk ’delevenlige treere’. Kommunens politikere og byplanlæggere skylder dertil at forklare, om det finder det ’familievenligt’ at proppe børn og voksne ind i lejligheder, hvor man ikke kan åbne et vindue, fordi lejlighederne ligger lige ud til stærkt trafikerede og forurenede trafik-hovedindfaldsårer, og hvor lejlighederne – med indmads – erklæret primære funktion er at agere støjvold for bagvedliggende villakvarterer. Er en lejlighed i lige ud til fortovet på Randersvej virkelig en ’familiebolig’? Vil andre end helhedsplanens forfattere definere den slags byggeri som ’kvalitetsbyggeri’?

Den foreslåede ødelæggelse af de eksisterende villakvarterer vil altså føre til en ensretning af boligmassen i stik modstrid med det officielle mål og til et yderligere udbud af en lejlighedstype, Aarhus allerede har i hundredvis af tomme eksemplarer af. Den vil presse prisen på de få villaer, som bliver tilbage i eller i nærheden af Christiansbjerg og Risvangen, kraftigt i vejret og dermed yderligere skævvride boligmarkedet i Aarhus. De børnefamilier, som ønsker sig lidt græsplæne til eget hus, vil finde det langt sværere end nu at finde en attraktiv bolig, de har råd til, i det nordlige Aarhus. Er det det, byrådsflertallet vil?

Planen taler smukt om ’styrkede grønne og blå kvaliteter’, men også her vil den reelle effekt af planen være den stik modsatte. Villakvartererne på Christiansbjerg og Risvangen er fuldt udvoksede og tilgroede med masser af høje træer og forskelligartet beplantning. Men som vi blev belært på borgermødet, eksisterer privat natur ikke i en kommunal planlogik. Det er kun ”træer på kommunalt ejet jord” der ”som hovedregel” skal bevares”! Dermed kan destruktionen af i hundredvis af træer behændigt kan fejes ind under gulvtæppet – eller rettere gravemaskinerne, betonen, fliserne og asfalten i det fortættede byggeri, som skal erstatte de levende villakvarterer.

For fugle og for insekter, som ikke ved, om en busk er offentlig eller privat, vil ødelæggelsen være helt konkret og fatal. Jeg vil foreslå byrådets medlemmer og alle interesserede at studere området på satellitfotos i Google maps. Der kan man tydeligt se den massive forskel i graden af grønt i de eksisterende villakvarterer og i fortættet nybyggeri som Risskovbrynet. Nærstuderer man helhedsplanens kort s. 41 vil man se, at det ”gentænkte og styrkede grønne område” som bliver Risvangen forundt, alene består af græsplænerne i Reginehøj. Helhedsplanen fortæller ikke, om Reginehøjs beboere er indforståede med, at deres område skal dække det grønne behov for måske tusind nye husstande? Det er kort sagt stærkt (og bevidst!?) vildledende, når fortætningsstrategien præsenteres som en styrkelse af grønne kvaliteter.

Endelig er der kapitlet om trafik, som mest udmærker sig ved fromme ønsker præget af en total mangel på realisme. Man vil arbejde for at ”områderne øst og vest for Randersvej sikres god adgang til det overordnede vejnet”, samtidig med at man vil ”begrænse mulighederne for gennemkørende trafik i boligområderne” (s. 50), men hvordan det skal gøres, forklares ikke.

Det er slående, at en såkaldt ’strategisk helhedsplan’ ikke på noget tidspunkt tilbyder sine læsere en prognose over, hvor mange flere boligenheder (herunder af hvilken type: ejer- eller lejer, lejlighed, rækkehus…), en fuld realisering af planens forslag vil betyde. Man skulle tro, at det var en væsentlig information for beslutningstagere – og for trafikplanlæggere. Ser vi på, hvad der er ved at blive virkelighed, hvor villakvarterer er forsvundet ved Rødkløvervej og i firkanten Stockholmsgade–Kalmargade–Malmøgade–Randersvej, eller i planerne for området ved Bøgegade og Randersvej, er der overalt tale om en fortætningsfaktor på over ti, altså at en villa erstattes af mindst ti lejligheder eller, i sjældne tilfælde, rækkehuse. Der er intet i kommunens oplæg, som tyder på, at det vil blive anderledes, når den jord, som op til 300 villaer nu ligger på, udtages til ”mulig omdannelse”. Med andre ord kan vi på Risvangen og Christiansbjerg forvente mindst 2500 flere enheder end i dag, med tilsvarende flere biler. Hvordan alle disse biler skal ”sikres god adgang til det overordnede vejnet” via de allerede i dag overbelastede veje som Stockholmsgade og Nordvestpassagen, undlader den fortætningsforelskede helhedsplan ’strategisk’ behændigt at forholde sig til.

Bortset fra i sine afsnit om selve Randersvej er helhedsplanen altså på stort set alle parametre – som Christiansbjerg og Trøjborg Fællesråd og mange hundrede høringssvar allerede tydeligt har slået fast – en ommer. Den er ugennemtænkt, til tider manipulerende og ganske uden hensyntagen til de reelt eksisterende miljøer og mennesker i området.