Randersvej skal samle Christiansbjerg
Nej til helhedsplanen for Randersvej
Efter mange år med trafikstøj, byggeri og højhuse i et væk i en lejlighed på Randersvej, så havde vi omsider sparet nok op til at kunne flytte i vores drømmehus. Ønsket var et lille parcelhus med en solbeskinnet have i fredfyldte omgivelser og det fandt vi på Havtornvej på Riisvangen – et stille og roligt villakvarter, som villakvarterer er, når de er bedst.
Men det lader desværre til, at freden var kortvarig - så meget for at få børnefamilier til området.
Aarhus Kommune vil nu tillade etagebyggeri i 3-4 etager direkte op til vores baghave samt adskillige andre steder på Riisvangen og Christiansbjerg. Et område, hvor der i forvejen er meget højt byggeri ud til Randersvej, Reginahøj og højhuset på Bethesda. I vores tilfælde vil det gå ud over et grønt åndehul med træer, buske og ikke mindst charmerende kolonihaver og det vil man så erstatte med et typisk intetsigende, koldt etagebyggeri.
Men spørgsmålet er hvorfor? Forbedrer det livskvaliteten i området, at der kommer endnu flere højhuse? Giver det de nuværende beboere nogen umiddelbare fordele, som fx flere legepladser, flere grønne områder, mindre trafik, mindre støj. Altså øget livskvalitet?
Hvordan man end vender og drejer det, så er svaret NEJ. Og hvad er formålet med så radikale ændringer så, hvis ikke det giver beboerne i området nogle klare fordele? Det savner jeg og beboerne i området svar på.
Som Aarhus Kommune så smukt skriver på deres hjemmeside:” byrådets vision, er at Aarhus skal være en by, hvor vi hele tiden gentænker mulighederne for at udvikle byen i fællesskab for på den måde sammen at skabe rammerne for det gode liv.”…
Det gode liv. Det gode liv er ikke at åbne op for, at ejendomsspekulanter kan opkøbe jord og bygge høje etageejendomme til stor gene for de nuværende beboere i området, som vil blive ramt af markante skyggegener, indkigsgener, støjgener fra byggeriet og generelt øget trafik i området. Og området omkring Randersvej/Ringgaden er i forvejen et af de mest trafikerede og støjfyldte områder i hele Århus – vi har boet direkte ud til Randersvej i 9 år, så jeg har oplevet det på min egen krop.
Så det bliver et klart nej til helhedsplanen fra min side. Jeg er på ingen måde imod nye tanker og udvikling af området – det er flere steder ganske tiltrængt fx i form af flere stisystemer og grønne områder, men en sådan plan må simpelthen ikke indeholde så markante gener og forringelser for de mange nuværende beboere.
Download høringssvar som pdf