Min hustru og jeg har boet i Aarhus N området i 22 år ved Riisvangen Stadion i et rækkehus.
Vores familie består af far mor og 3 børn, og vi har benyttet områdets institutioner, sportsfaciliteter, indkøbsmuligheder, natur, skov og badestrand, og været særdeles glade for miljøets mangfoldighed.
Vi er imod helhedsplanen for Randersvej, og vi mener at Aarhus Kommune bør prioritere mere luft mellem bebyggelse i modsætning til højhusbyggeri. Det har især påvirket os, at der er en meget høj grad af forskellige boformer i kvarteret. Boformer der rummer en diversitet af borgere fra alle samfundslag og etnisk oprindelse. Det har været med til at gøre området levende og skabt unikke muligheder for den enkelte borgers livsudfoldelse.
Den unikke diversitet er enestående for Aarhus by. Den fortætning, som planen indeholder, vil ændre forholdene radikalt i forhold til beboersammensætning, trafikalt samt ændrede vilkår for nu velfungerende offentlige som private faciliteter.
Udføres planen som fremlagt, vil det være et stort tab for nuværende og kommende beboere. Og ikke mindst et tab for Aarhus by, der således ikke understøtter bevarelsen af eksisterende diversitet for bydelen og åbne områder til nærhed og fordybelse.