Der er så meget galt med helhedsplanen for Randersvej, at det er svært at beslutte, hvor man skal begynde... Som Aarhus-borger gennem 16 år føler jeg mig talt ned til af floskler som denne:
”Letbanestoppene skal fungere som steder, hvor man har lyst til at blive hængende, når man stiger af letbanen, eller stoppe op og få vejret på cykelturen op ad Randersvej.”
Helt ærligt – hvem har lyst til at blive hængende på et letbanestop? Nu eller i fremtiden – er et stoppested ikke netop defineret af, at man er på vej? Og bliver Randersvej med den tunge trafik og letbanen nogensinde et sted, man har lyst til ”at blive hængende…”
Jeg ser det ikke for mig.

Det er svært at bevare optimismen på byens vegne, når man kører ad Vejlby Ringvej og ser det ene nye etagebyggeri efter det andet ( på begge sider af vejen vel at mærke), hvor der på facaderne hænger bannere: ”lejligheder til leje”. Og drejer man ned ad Randersvej er billedet det samme. Spritnye lejlighedskomplekser med mange ledige lejemål. Ser man på hele Aarhus er der omkring 9500 ledige lejligheder, og derfor er helhedsplanens sigte om at huse ”mange nye aarhusianere” i etagebyggerier langs Randersvej og i en akse på 600 meter ud på begge sider simpelthen absurd. Befolkningstilvæksten stiger ikke i en hast, der tilsiger den massive fortætning, der har været byrådets strategi de seneste mange år.

Og måske burde man stille spørgsmålet: Hvorfor skal Aarhus vokse så meget? Hvorfor er vi villige til at ofre velfungerende boligkvarterer til fordel for ofte visionsløst etagebyggeri, der bl.a. har sikret Aarhus adskillige priser for dårlig arkitektur.
Og hvor stammer 600 meters aksen fra? Hvilke byplanlægningseksperter har anbefalet den og på hvilken baggrund?

Fortætningen er sket overalt i byen gennem mange år. Borgere har følt sig kørt ud på et sidespor, overhørt, taget ved næsen, ja egentlig bare til grin, og med en fornemmelse af, at profitten i sidste ende altid vinder. Det er en ærgerlig behandling af Aarhus og os borgere, som holder så meget af byen.

Villakvarterer på Christiansbjerg, Risvangen og på Trøjborg er i fare. Op imod 300 villaer med grønne haver. Villaer bygget fra starten af 1900-tallet og nyopførte parcelhuse på gamle grunde. Rolige villaveje med opvoksede haver er allerede en mangelvare i Aahus og vi, der bor her, forstår, at vi er heldige at have muligheden for at bo bynært i sådanne boliger. Vi forstår, at der er mere profit i, at såkaldte udviklere opkøber vores smukke hjem, river dem ned og bygger i højden. Men hvem er det, Aarhus egentlig vil tiltrække til sådanne etagebyggerier? Børnefamilierne er ifølge statistikkerne på vej væk og med færre boliger til dem vil tempoet sandsynligvis bare stige.

Og har man tænkt over den særlige kulturhistoriske værdi, som villakvartererne repræsenterer for Aarhus? De kan ikke genskabes.

Så er der hele den demokratiske proces omkring helhedsplanen, som der kan stilles mange spørgsmål til (hvilket heldigvis også sker) og Aarhus-målene om borgerinddragelse og bæredygtighed.