Jeg tilslutter mig på det kraftigste fællesrådenes indsigelse mod planen der vil påvirke Christiansbjerg og omkringliggende kvarterer (Trøjborg fællesråd og Christiansbjerg fællesråd). Jeg er selv opvokset i kvarteret ved Riisvangen, og det er i sandhed en perle i Aarhus. Kvarteret rummer ro og en mangfoldighed man ikke finder på samme måde i nybyggede kvarterer. Kvarteret er alsidigt og der er plads til alle, unge som gamle. Eksempelvis bor i flere af husene kollektiver med unge mennesker, der er naboer til ældre mennesker, der har boet i kvarteret i længere tid. Det er sjældent at finde et så roligt og trygt kvarter, som det er, midt inde i byen. At ændre området fra et parcelhuskvarter med plads til familier til endnu et område med højere bebyggelse ville skabe mangler i Aarhus, og børnefamilier vil endnu en gang være tvunget til at rykke længere ud af byen for at få plads og ro. Bevar det dejlige kvarter som det er og ryk planerne længere ud, hvor der er plads til dem.