Undertegnede bakker op om Høringssvar fra Christiansbjerg og Trøjborg Fællesråd.
Vi er sandsynligvis rigtig mange, som mener at Aarhus Byråd er fuldstændig ude af trit med hovedparten af Aarhus´ befolkning hvad angår by fortætning.
Hidtil har det hovedsageligt handlet om at nedrive gamle og ofte bevaringsværdige ejendomme i den indre by; men nu har det da slået helt klik for Byrådet, for nu vil man ikke blot jævne et hus i ny og næ - nej, nu vil man simpelthen jævne flere villakvarterer omkring Randersvej, og i særdeleshed langs med den eksisterende Letbane, til fordel for beboelsesejendomme. Handler det i virkeligheden om at skaffe flere kunder til Letbanen, som ofte ses køre halvtomme uden for myldretiden?
Man kunne forstå nogle af argumenterne for fortætningen, såfremt der var tale om boligmangel i Aarhus; men det er der jo dokumentation for ikke er tilfældet! Faktisk er der jo bygget alt for mange ungdomsboliger og andre små lejligheder, end der er behov for, hvorfor der nu står tomme lejligheder rundt omkring.
Der flytter langt flere borgere fra Aarhus end der flytter til Aarhus. Det gælder især børnefamilier. Kan det tænkes, at det ikke kun er de stigende huspriser, der får forældre til at forlade Aarhus med deres børn; men at det også handler om den meget voldsomme fortætning, som man ikke bryder sig om?
Det næste kan jo blive, at seniorerne også forlader kommunen. Det kan vel tænkes at blive et scenarie, hvis planerne omkring Randersvej bliver til virkelighed. Hvem ønsker at bo i sit dejlige parcelhus med den hyggelige have, hvis der pludselig skyder boligblokke op rundt omkring parcellen? Tak for kaffe! Så kan det jo pludselig blive mere attraktivt at finde et lille hus med have i en af omegnskommunerne.
Der må gerne ske udvikling i Aarhus, men sørg så for at udvikle byen i retning af, hvad BORGERNE efterspørger - ikke hvad de såkaldte developere ønsker at score kassen på! F.eks. har der været skrevet en del om, at børnefamilier efterspørger rækkehuse med en lille have til - hvor deres børn kan få en tryg barndom i et trygt miljø og med legekammerater tæt på. Og sidst men ikke mindst i et kvarter, hvor det er sikkert for børnene at færdes til og fra skole.
Rækkehuse i ét plan med en lille have kunne måske også få nogle seniorer til at vælge Christiansbjerg og Trøjborg frem for at flytte ud af kommunen?
Gad vide, om Aarhus´ byrådsmedlemmer ville vælge at bo i en ny boligblok langs omkring Randersvej og Letbanen, hvis de i stedet kunne vælge at bo i et af de eksisterende huse i villakvartererne? Jeg gætter altså på det sidste!
Så herfra er der kun at sige: skrot den plan og find på noget bedre! Held og lykke med det :-)
Med venlig hilsen,
Flemming & Bente Bergmann