Randersvej skal samle Christiansbjerg
NEJ TAK til Helhedsplanen for Randersvej.
Området har i forvejen en stor diversitet i boligformer, med en blanding af mindre boligblokke og parcelhuse med tilhørende haver.
Skævvridningen i diversiteten har indenfor de senere år allerede taget en kraftig drejning imod en større andel af blok-/højhusbyggeri, på bekostning af karreer af parcelhuse, der forsvinder.
Udviklingen har skabt utryghed hos dem der faktisk allerede bor i området.
Man må antage at de fleste nuværende beboere (som vores egen familie) har valgt at bosætte sig netop på Christiansbjerg, Riisvangen eller Trøjborg fordi kvarterernes kvaliteter harmonerer med behov og ønsker. (eller er det måske allerede hidtidige kvaliteter, med de allerede igangværende byggeprojekter?)
Blå himmel, grøn bevoksning (parcelhusenes haver: træer, hække, buske), er allerede ved at blive overtaget af høje byggerier, som alle der bor i området skal forholde sig til hver dag, fra deres vinduer. Disse højhusbyggerier sker ikke kun i området, men også lige i periferien af området, med stort set samme effekt.
Dertil hører ufremkommelige veje pga. afspærringer, tung byggetrafik og byggelarm, der er blevet hverdag og vil være det i en rum tid fremover, - og det er bare for de igangværende byggerier.
Det er som om man fuldstændig har set bort fra hensyn til de borgere der allerede bor i området, og det er langt fra første gang: Kløvervej, Møllevangs Allé 157: ’Nabolaget’, Byggeriet Randersvej, Bøgegade og Skovvangsvej og det nye byggeri overfor McDonald's, for at nævne nogle eksempler.
En stribe af hensyn til bygherrer er derimod blevet sat i højsædet på bekostning af os nuværende beboere, der presses af utryghed og usikkerhed omkring vores boligers og nærområdes fremtid.
Sælger naboen pludseligt?
Bliver man nu nabo til et etagebyggeri med indkig i sin have og sine vinduer?
Hvornår sker det?
Hvordan påvirker det omsætteligheden for mit hus?
Hvordan bliver fremtiden i mit nærområde?
Hvordan bliver vejene belastet af parkering og generel mer-trafik?
OG ikke at forglemme den tunge byggetrafik, byggelarm, vejspærringer, omkørsler.. i mange år frem.
Man kan virkelig håbe at den nye rådmand (Stavnsbo), i modsætning til sin forgænger, står ved sit ord om reel borgerinddragelse og at der faktisk bliver lyttet til beboerrøsterne i høringssvarene.
Der kan ikke være nogen der kan være i tvivl om hvor markant modstanden er mod Helhedsplanen!
Download høringssvar som pdf