Randersvej skal samle Christiansbjerg
Helhedsplan for Christiansbjerg (og Risvangen)
Vi har, efter 10 år på Nordvestpassagen, netop købt og istandsat hus på Bygvangen. Nu oplyses vi om en helhedsplan, hvor der potentielt skal bygges højt lige overfor os (10 meter fra facaden på vores hus). Man har valgt at inddrage de første 6 villaer på kun den ene side af Bygvangen til det område, hvor man tillader 3-4 etager. Men modsatte side af gaden, samt resten af vejen, er markeret til at blive 1-2 etager. For det første mangler jeg det rationelle argument for, at man skal smadre en velfungerende vej med 28 villaer, for lige at kunne tilbyde såkaldte interessenter (folk med mange penge, der ønsker endnu flere) noget at arbejde med. For det er det man gør ved at øge mængden af trafik og give indkig i de resterende boligers haver og huse. For det andet vil jeg gerne have forklaret, hvordan man kan overholde nedtrapningsprincippet. Villaerne på vejen er, stort set alle, 1½-plans huse. Som man nævnte på informationsmødet, anser man det for væsentligt, at man kun tillader én etages stigning fra bygning til bygning. Dermed kan man kun bygge 2½ etager, men har altså skitseret området op til 3-4 etager. Eller er man fræk nok til at runde op, så vores villaer pludselig er 2-etager, så der kan bygges 3?
Udover at jeg slet ikke forstår, hvorfor man som politiker vil gøre tingene usikre for så mange borgere i Risvangen og på Christiansbjerg og potentielt stavnsbinde dem, så har jeg absolut ikke fantasi til at skabe mig selv en reél plausibel forklaring på, hvorfor man vælger at fremlægge en plan som den man har. Der mangler sammenhæng i forklaringerne og ikke mindst forståelse og respekt for området i dets nuværende form.
Man vil binde Christiansbjerg øst og vest sammen! Find én borger i Christiansbjerg øst (i daglig tale ”Risvangen”), der på nogen måde opfatter sig selv som andet end beboer i Risvangen. Find bare én borger, der har et specielt ønske om at blive tættere forbundet med ”vest”. Vi har da på ingen måde noget imod den del af byen. Men hvorfor skal vi tættere sammen? Arealet her er rigeligt stort og vi er ikke rodløse.
At man så yderligere tror, at man kan binde det sammen ”igennem” Randersvej. Det giver simpelthen ingen mening. Det er en af Danmarks mest trafikerede indfaldsveje. Én ting er, at der nok næppe render caféejere rundt og tænker, at det er attraktivt at åbne op ad Randersvej. Men der er heller ikke skitseret forslag som brede gangbroer eller andet, der rent faktisk binder det sammen. Områderne har hver deres foreninger, hver deres skoler og daginstitutioner. Men hvis i jager børnefamilierne væk, så kan i nok lukke halvdelen, og så kommer vores børn da i samme institutioner som børnene fra Christiansbjerg vest.
Man kan jo hvad man vil, og har i sat jer for at fylde letbanen op, så kommer i nok til at lykkes med det, for det er vel dybest set det, der har drevet jer hertil. Og dog, så tror jeg faktisk, at folk der bor 2,5 km. fra centrum i høj grad vil tage cyklen. Derimod vil folk der bor på de yderste stop af letbanen, nok sjældnere tage cyklen, men være mere tilbøjelig til at tage letbanen. I og med at der faktisk er jord at bygge på derude, vil jeg anbefale jer at kigge på det, før i smadrer et dejligt og velfungerende kvarter fra 50´erne.
I har fejlet, for i har gjort jeres borgere usikre. Vis os respekt, og i skal genvinde vores tillid.
At vise respekt kan være at lytte til fællesrådene. Deres forslag er tilstrækkeligt afbalanceret. Men der skal stadig være den største respekt for de borgere der bor i anden række til Randersvej. Nedtrapningen skal overholdes.
Download høringssvar som pdf