Gå til hovedindhold

Høringssvar

Analyse af bredere børnefællesskaber - løsningsmuligheder

Høringssvar Analysen af Bredere børnefællesskaber

Analyse af Bredere børnefællesskaber på almenområdet, specialtilbud og PPR.
Høringssvar fra Trøjborg dagtilbud

Vi er glade for, at der kommer fokus på, hvad vi kan gøre anderledes, så vi får bedre forudsætninger for at løse opgaven med at alle børn i dagtilbud udvikler sig i den rigtige retning. Vi så gerne, at PPR var forankret i en anden søjle, så de fik tilført ressourcer efter det stigende børnetal, der er i Børn og Unge og ikke var fastlåst i en økonomisk ramme som i dag.
Vi har en bekymring i forhold til økonomien, da vi i analysen ikke kan gennemskue, hvilke konsekvenser forslagene kan få, for de tiltag vi allerede har i gang, i de enkelte dagtilbud. Det er med det forbehold, at vi bliver tilført midler, vi har skrevet vores høringssvar.
Nest møder dagtilbud
Et kompetenceløft til alle medarbejdere byder vi velkommen. Nest ligger sig op af den måde vi allerede arbejder med elementer fra Marte Meo på i vores pædagogiske praksis. Et fælles kompetenceløft og et fælles sprog vil give mulighed for at kvaliteten løftes og dermed også give flere børn mulighed for at indgå i fællesskabet, når de voksne gør noget andet. (Børnesyn)
Vi er dog bekymrede for finansieringen i forslaget, da det er uigennemskueligt, hvad indsatsen vil have af økonomiske konsekvenser, hvis midlerne skal tages fra de indsatser vi allerede har i vores dagtilbud. Vi har i dag ansat Marte Meo terapeuter og andre ressourcepersoner der er finansieret ud af de midler, vi får tildelt til udsatte børn og fra den decentrale pulje. Det er ressourcepersoner, der er rundt i alle afdelinger, hvor de hjælper med at observere og støtte op omkring børn, der er udsatte af en eller anden grund.

Praksisnært kompetenceløft af medarbejdere i arbejdet med børn i udfordringer.
Med flere og flere børn der har brug for en anden pædagogik end den almene, ser vi et behov for et praksisnært kompetenceforløb til vores medarbejdere. Vi oplever ofte, at der er medarbejdere, der mangler de kompetencer, der hører specialområdet til. Derfor giver det mening, at give flere medarbejdere kompetencer, så de kan skabe de rette læringsmiljøer for de børn, der har brug for noget andet, end det vores pædagoger er uddannet til indenfor almenområdet.
Vi vil samtidig ønske, at der kigges mod pædagoguddannelsen, så studerende allerede under uddannelsen bliver bekendt med specialpædagogik indenfor almenområdet.

PPR – tidligere indsats og tættere på praksis
Vi har et ønske om, at PPR kommer tættere på vores praksis og vejen til en indstilling til PPR bliver nemmere. Det giver god mening for os, at vores samarbejdspartnere i PPR kommer mere ud i praksis, samtidig vil det give mening, at vi kan få understøttelser af de personer, der kender til den specifikke problematik, vi står med.

Faste tværfaglige teams og professionelle tovholdere for forældre
Professionelle tovholdere og faste tværfaglige team bakker vi op om. Det er vigtigt, at vi kender hinanden, når vi står med børn og deres familier der har brug for vores hjælp og det har stor betydning for indsatsen, at der er en tovholder gennem hele forløbet. Hvis ikke det er muligt med en tovholder gennem hele 0-18 år, skal der være nogle strukturer, der understøtter de gode overgange, så ingen får oplevelsen af at stå alene.

Decentralisering af vidtgående støtteressourcer i dagtilbud, SFO og klub
Vi ønsker at bibeholde de vidtgående støtteressourcer hos PPR. Vi har en bekymring i, at midlerne ikke tilfalder de børn, der har størst behov, hvis de decentraliseres. Samtidig fjerner vi en vigtig viden, der i dag ligger hos PPR om, hvad det er for problematikker, vi står med. Der kan samtidig være stor forskel på hvor mange børn med særlige behov, der er i dagtilbuddet fra år til år. På den måde bliver man som barn tilfældig heldig, alt efter hvor mange ressourcer der er i det enkelte dagtilbud det pågældende år. På den måde vil der være børn, der ikke får den støtte, de har behov for.
Vi har også en bekymring i forhold til gennemsigtigheden af midlerne til opgaven. Vi ønsker at bibeholde den lille pulje vi har i dag, da den giver os mulighed for at arbejde med tidlige indsatser, der støtter de brede børnefællesskaber og den vidtgående pulje bibeholdes hos PPR.


Specialgrupper i alle dagtilbud
Vi har ikke den kompetence og viden der skal til for at visitere til en Specialgruppe. Derfor skal den del ligge hos PPR. Vi kan se, på de børn med specielle behov, vi har på nuværende tidspunkt, at de profeterer af at være sammen med de øvrige børn og det fællesskab, der er i det almene. Når børn er mere ens end forskellige giver det ikke mening at lave en Specialgruppe, så længe vi får vidtgående støtteressourcer til at løse opgaven fra PPR til opgaven, så de kan blive sammen med de øvrige børn. Samtidig kan det blive svært at styre økonomien, alt efter hvor få eller mange børn, der er i Specialgruppen og hvad gør vi, hvis vi ikke kan få medarbejdere med den specifikke viden.



Med venlig hilsen
MED udvalget
Trøjborg dagtilbud.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tina Nikkel Hansen

Indsendt

03/06/2022 07:32

Sagsnummer

HS9153719

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Børn
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H446

Kontakt

Chefkonsulent Birgit Møller

Sekretariatet, Børn og Unge

e-mail: birmo@aarhus.dk, tlf. 41 85 90 31