Gå til hovedindhold

Høringssvar

Analyse af bredere børnefællesskaber - løsningsmuligheder

Høringssvar FU-bestyrelsen UngiAarhus SYD

Høringssvar fra FU Bestyrelsen i Distrikt Syd
Vi har fulgt arbejdet med PPR analysen og har glædet os til at læse de løsningsforslag, som de mange ideer og tanker skulle munde ud i.
Vi finder det særdeles foruroligende, at så mange børn og unge oplever stigende mistrivsel, bliver udfordrede og i længere perioder ikke oplever, at være i læringsmiljøer, som tilgodeser deres behov. Vi oplever denne stigning i vores dagligdag allerede, både som fagligt personale og som forældre på fritidsområdet, i form af stigende pres på ressourcer og behovet for at skabe specialtilrettelagte tilbud for de enkelte børn og unge. Derfor anerkender vi også behovet for, at gøre noget radikalt for at ændre børnesynet, mindset'et og vilkårene, for at sikre, at vi får brudt denne udvikling.
Vi vil meget gerne understrege hvor vigtigt, vi mener det er, at også Fritidsområdet bliver endnu tættere knyttet i samarbejdet med PPR, så det tværfaglige udviklingsarbejde ikke blot sker med skolen og SFO, men også i vores regi. Vi kan jo allerede nu se, at der står et stigende antal børn i vores tilbud, som oplever et behov for ekstra støtte. Vi mener ikke, at indsatsen udelukkende skal fokuseres nedefra i de yngste årgange, som mange af forslagene i analysen ligger op til, men at man også bør udnytte at Ung i Aarhus faktisk allerede har vist sig i stand til at skabe gode muligheder for øget trivsel, og se på hvordan man kan videreudvikle på disse kompetencer, for at tackle kurven fra toppen også.
Ung i Aarhus Syd har nemlig et stort ønske om at bidrage til at løse opgaverne og dele erfaringer og løsningsforslag samt deltage i udvikling og afprøvning af nye samarbejdsformer til gavn for børnene og de unges trivsel, udvikling og læring.
Vi vil i dette høringssvar primært fokuseret på 3 af områderne i analysen, som vi mener, er de meste vidtgående ifht forslag, som vedrører Ung i Aarhus.
Til "Løsningsmuligheder som er nødvendige for nybrud", punkt 3: Praksisnært kompetenceløft har vi nedstående observationer:
Ung i Aarhus løfter allerede en stor opgave og hilser derfor forslaget om et praksisnært kompetenceløft meget velkomment, da vi har også på fritidsdelen løbende behov for kompetenceudvikling og sparring med PPR omkring næste bedste skridt i de brede børne- og ungefællesskaber. Det vil være hensigtsmæssigt med tværfaglig sparring — særligt i de lokalområder, hvor der er specialklasser, kommende Nest-klasser eller udvikles mellemformstilbud. Vi er ligeledes enige i, at der er brug for at kigge på de fysiske rammer, for at understøtte børnenes forskelligheder og behov, og at der skal findes tid til at skabe rammerne sammen med, og ikke blot til, børn og unge.
Til "Løsningsmuligheder inden for Dagtilbuds — Skole og Fritidsområdet", punkt 6: Decentralisering af vidtgående støtteressourcer i dagtilbud, SFO og Klub, har vi nedenstående kommentarer:
Vi undrer os over, hvorvidt der er foretaget en mere præcis beregning på konsekvenserne af dette forslag om decentraliering, da vi i Distrikt Syd har regnet os løseligt frem til, at vi med overgang til en sociodemografisk model/ sårbarhedsmodel, kan imødese en reduktion over 50% af de midler, som tildeles Syd med den nuværende model. Distrikt Syd har igennem en længere årrække har været dét område i Aarhus, som har haft den største andel af børn og unge med vidtgående fysiske og psykiske funktionsnedsættelse, og at fjerne over 50% af midlerne, men bede os løse den samme opgave, vil, for at sige det lige ud, få helt katastrofale konsekvenser.
Vi oplever, at den nuværende visitationsmodel virker efter hensigten, og med de allerede planlagte ændringer, som ligger på tegnebrættet, for at minimere bureakrati og samtidig sikre højere kvalitet i handlingsplanerne, ser vi en oplagt mulighed for at skabe en kontinuitet, som vi virkelige har savnet på området.
Ved at decentralisere fordeling af midlerne, mener vi at der er stor risiko for at øge mængden af opgaver hos ledelsen, samt at kvaliteten af og kravet til handleplanerne bliver for forskelligt.
Til "Løsningsmuligheder inden for Dagtilbuds — Skole og Fritidsområdet", punkt 8: Samarbejde mellem skole og fritid, har vi disse betragtninger:
Vi er helt enige i, at der er stort potentiale i, at arbejde tættere sammen på tværs af skole og fritid omkring børnene og de unge. Derfor foregår dette også allerede, men kan naturligvis blive endnu bedre.
I dag har vi i Ung i Aarhus Syd masser af erfaringer med alternative og understøttende indsatser og læringsmiljøer, blandt andet Praksisskolen og Mellemrummet, som ligger under Ungdomsskolen og som vil give god mening at udvikle videre på.
Modellen med at lave lokale partnerskaber og kludetæpper, hvor Ung i Aarhus' kompetencer bruges ind i skoletiden er ikke ny, og i forhold til udvikling af mellemrumstilbud, brobygning til fællesskaber og løsning af ungdomsproblematikker omkring mistrivsel og mental sundhed bidrager vi allerede med både kompetencer og ressourcer fra klubber og ungdomsskole ind i det samarbejde.
Men, når et enigt byråd for nylig har besluttet at Fritid har selvstændig værdi, mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt at flytte fritidsressourcer ind i skolen, for dermed yderligere at udhule de ressourcer, der er givet til at vitalisere fællesskaber og læringsmiljøer i bred forstand i klub og ungdomsskole. Ung i Aarhus er stadig i gang med at lukke hullet efter tilbagerulningen af skolereformen, hvor vi mistede 15 mio. til en længere undervisningsdag. Dette mener vi, at der bør tages hensyn til i de løsninger, som vælges til.
Vores anbefaling er derfor:
at der igangsættes ligeværdige samarbejsrum, hvor der skal udvikles og afprøves nye alternative læringsfællesskaber.
at fælles beløbet afspejler, hvorvidt ressourcerne skal bruges i undervisningstiden, i fritiden eller et sted midt i mellem.
At vi fortsat bruger partnerskabsaftaler som afsæt for det forpligtende samarbejde
Slutteligt opfordrer vi kraftigt til at forslagene og de ting der igangsættes, skal skabe værdi og mening direkte i arbejdet med børnene og de unge.
På Bestyrelsens Vegne
Helle Søby Degn
Formand FU Bestyrelsen Distrikt Syd
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Helle Søby Degn

Indsendt

03/06/2022 11:04

Sagsnummer

HS0215214

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Børn
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H446

Kontakt

Chefkonsulent Birgit Møller

Sekretariatet, Børn og Unge

e-mail: birmo@aarhus.dk, tlf. 41 85 90 31