Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring vedrørende forslag om justering af skolehenvisningspolitikken

Engdalskolens bestyrelse høringssvar vedr. justering af skolehenvisningspolitikken

At kunne tale og skrive på flere sprog, mener vi er en gave og ikke et ”problem”. At have et så dårligt dansksprog, at sprogstøtte er nødvendigt, kan derimod være en stor udfordring og være meget begrænsende for det enkelte barns udvikling og muligheder – både i skolen og i uddannelses- og voksenlivet efter grundskolen.

Vi anerkender, at der i dag er udfordringer med den nuværende skolehenvisningspolitik. Det er et komplekst område med mange dilemmaer. Vi fraråder derfor en hurtig beslutning, der kunne føre til endnu en lappeløsning, som måske reelt ikke bidrager til at gøre dilemmaerne mindre komplekse. I stedet vil vi opfordre Aarhus Byråd til at prioritere de nødvendige ressourcer (folkeskolen i Aarhus er generelt underfinansieret, fx når vi sammenligner med landets øvrige store kommuner - https://www.dst.dk/da/Statistik/kommunekort/kommuneregnskaber/folkeskoleudgifter-netto). I stedet opfordrer vi byrådspolitikkerne i Aarhus til at inddrage skoler, dagtilbud, forældre og elever til sammen at give sig tid til at finde gode løsninger, der måske endda skal være forskellige fra bydel til bydel og fra skole til skole.

Overordnet set kan Engdalskolens bestyrelse ikke anbefale, at den maksimale andel af elever med sprog-støttebehov ændres fra 20% til 25% på en given årgang. For os er det vigtigt, at børn med sprogstøttebehov tilbydes et skoletilbud med mulighed for at indgå i et skolefællesskab, der kan rumme deres sproglige udfordringer og tilbyde den nødvendige hjælp, tryghed, støtte og undervisning. Ligeledes finder vi det vigtigt, at alle familiens børn i videst muligt omfang får mulighed for at gå på den samme folkeskole.

Efter vores opfattelse skal folkeskolen være lokalt forankret og være det oplagte skolevalg for de forskellige bydeles børn og unge. Derfor skal den enkelte skole – forældre, elever, medarbejder og bestyrelse – inddrages, når løsninger på komplekse udfordringer skal udvikles.

Vi mener, udfordringerne med sprogstøtte skal ses og løses på byniveau og på tværs af flere politikområder. Løsninger skal findes ved at inddrage hele Aarhus Kommune og alle byens skoler, dagtilbud og andre centrale aktører.

Byens folkeskoler bør afspejle byens mangfoldighed – også i forhold til byens samlede demografi. Det gør Engdalskolen i dag, hvilket opleves som vigtigt for børnenes dannelse og trivsel. Engdalskolens elevsammensætning afspejler på en lang række demografiske parametre Aarhus Kommunes samlede demografi, hvilket vi mener bør fastholdes. Vi ser netop dette som en af Engdalskolens klare styrker. En styrke der bidrager til, at en høj andel af skoledistriktets børn går på Engdalskolen i dag.


På vegne af Engdalskolens bestyrelse
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Anders Munthe

Indsendt

29/08/2022 13:44

Sagsnummer

HS7217093

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Dagtilbud og skole
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H477

Kontakt

Cathrine Dahlgren Garbers

E: gcad@aarhus.dk - M: +45 4185 7820



OBS: Alle høringssvar skal afgives her via høringsportalen. Høringssvar kan ikke sendes på mail til ovenstående.