Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring vedrørende forslag om justering af skolehenvisningspolitikken

Høringssvar vedrørende forslag om justering af skolehenvisningspolitikken

Generelt
Rådmanden forslår en justering i skolehenvisningspolitikken, så den maksimale procentvise andel elever med sprogstøttebehov ændres fra 20% til 25% på en årgang. Vi anerkender ønsket om at sikre alle børn et skoletilbud baseret på høj faglighed og social integration, men uagtet hvilken procentsats der benyttes, så mener vi ikke, at henvisningspolitikken i sig selv er løsningen.

Bemærkninger
Forskningsprojektet ”Virkninger af Aarhus Kommunes skoleomfordelingspolitik for tosprogede skolestartere” viser helt overordnet at ”Tosprogede skolestartere med væsentligt behov for sprogstøtte lærer mere og trives bedre, hvis de får mulighed for at begynde på den lokale folkeskole i stedet for at blive henvist til en anden folkeskole i kommunen med flere dansksprogede kammerater” (s. 154 Undersøgelse af DSA-området i Aarhus Kommune Hovedrapport).

Det er bekymrende at fastholde en politik, som for det første ikke virker efter hensigten, for det andet har både faglige og trivselsmæssige konsekvenser for de børn, som skal busses rundt til andre skoler end distriktsskolen, og for det tredje årligt koster et to-cifret millionbeløb.

Ved skolestart 2022/2023 blev 71 børn henvist til en anden skole end distriktskolen. Havde procentsatsen været 25 ville 14 færre børn være blevet henvist (jf. Bilag 1 Høringsmateriale). Det er stadig mange nye børn, vi vælger at sætte i en bus i op imod en time hver morgen og eftermiddag for at blive kørt tværs igennem byen til en skole, de ikke har tilknytning til.

Både skole-hjem-samarbejdet og børnenes muligheder for at indgå i sociale relationer efter skole er vanskelige på grund af afstanden. Og når børnenes sprogfærdigheder er gode nok til, at de kan blive omfattet af det frie skolevalg igen og dermed selv vælge skoletilbud, vælger kun ca. 1/3 at forsætte på samme skole (jf. Bilag 1 Høringsmateriale). Det er vores påstand, at tilknytning til nærmiljøet betyder meget for børnenes trivsel, og at det er en del af baggrunden for at så mange vælger modtageskolen fra. Desuden kan det få betydning for modtageskolen, når børn med sprogstøttebehov forsvinder, idet den risikerer klassesammenlægninger som følge af tildelingsmodellen.

Aarhus kommune står over for en gedigen sparerunde, hvor også B&U står for skud. Der lægges op til besparelser på omkring 80 mio.kr. årligt i B&U. I forvejen bruger kommunen 13.085 kr. mindre pr. elev end landsgennemsnittet og er dermed den 8. lavest rangerende kommune i landet (jf. Kend din kommune - https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/okonomi-og-styring/kend-din-kommune/).

Det er i sig selv ikke imponerende for landets andenstørste kommune, som samtidig går ud med budskaber om bredere børnefællesskaber og højere trivsel for alle børn. Skolehenvisningspolitikken koster årligt 1,4 mio.kr. i administration og 7,3 mio. kr. i befordring (gennemsnittet de seneste 5 år). Hertil kommer taxakørsel til elever i modtagelsesklasser.

De kommende besparelser sætter kerneopgaven under pres. Vi har ikke råd til at bibeholde en ordning, som koster millioner af kroner, og som kommunes egen rapport viser ikke virker efter hensigten, hverken fagligt eller trivselsmæssigt for børn med sprogstøttebehov.


På vegne af Skolebestyrelsen, Sabro-Korsvejskolen
Karen Juul
Formand
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Karen Juul Larsen

Indsendt

16/09/2022 08:42

Sagsnummer

HS4092479

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Dagtilbud og skole
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H477

Kontakt

Cathrine Dahlgren Garbers

E: gcad@aarhus.dk - M: +45 4185 7820



OBS: Alle høringssvar skal afgives her via høringsportalen. Høringssvar kan ikke sendes på mail til ovenstående.