Sparekatalog for Teknik og Miljø
Stop indskrænkningen af Aarhusborgerenes mobilitet - bevar bus 22!
Til rette vedkommende
Jeres spareforslag for 2023-2026 om at ville nedlægge bus 22 vil være en katastrofe for os der bruger bussen meget og vil skabe en dårligere sammenhæng mellem mange forskellige bydele i Aarhus.
Jeg bruger bussen flere gange om ugen fra busgadeforløbet hjem til kalenderkvarteret.
Bus 22 forbinder borgere fra alle samfundslag til store dele af byen. Især til hovedpunkter som Bazar Vest, Gellerup og City Vest, Åbyhøj, Universitetet, Ringvejen, Christiansbjerg og . Den fragter passagerer fra alle aldersgrupper mellem bydelene Aarhus V, Aarhus N og Aarhus C.
Det har taget lidt tid for folk at lære den lidt anderledes busrute at kende. Jeg har dog som bruger at bussen siden oprettelsen observeret, at langt flere i dag bruger bussen til og fra arbejde, skole, civilsamfund osv. Nedlæggelse af denne bus vil betyde store konsekvenser for alle brugere, men især for dårligt gående og handikappede, der ville skulle skifte busser flere gange og gå længere, for at komme rundt i vores by, hvilket for mange ikke er en mulighed. Flere vil skulle ændre transportmønster, hvilket vil gøre brugernes hverdag mere besværlig og skade deres effektivitet og trivsel. Jeg synes personligt, man i forvejen som offentligt transportbruger har megen ventetid og flere skift, når man rejser rundt i byen, og denne nedskæring vil blot gøre det endnu værre. Mange ældre, dårligt gående og børn vil blive ramt hårdt at denne buslukning.
22 er den mindst benyttede busrute i byen, men også en af de nyeste, som netop binder byen sammen på en helt særlig måde pga. rutens ringstruktur - det gør den meget anderledes end andre busruter. For mig personligt er det den eneste bus der fx bringer mig hjem direkte fra Bazar Vest, busgadeforløbet, langelandsgade/universitetet, Hasle bibliotek, Nørre alle uden at skulle bøvle med at skifte bus en eller flere gange. Det er den eneste bus, som lige nu kører igennem kalenderkvarteret.
Hvis lukningen af 22 er uundgåeligt, appelerer jeg også til, at ændre rute 2A's rute til at køre ned af både Haslegårdsvej og forbi fjældevænget, for at fortsætte mod Aarhus Universitetshospital. Det vil gøre, at vi stadig ville have en bus, der kørte igennem kalenderkvarteret, som forbandt os med busgadeforløbet, City Vest/Christiansbjerg og både Aarhus Nord og Aarhus Syd på trods af afkoblingen fra andre vitale områder i byen.
Argumenterne for lukningen af ruten hænger ikke sammen, da mange netop kun bruger bussen til bestemte steder i byen, da den har en længere rute.
Derfor er det naturligt, at den ikke har lige så mange passagerer som andre busser, der ikke har samme ringstruktur. Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at 22 ikke har så mange passagerer som andre ruter.
Der er så vidt jeg ved ikke offentligtgjort nogen gennemarbejdet analyse af konsekvenserne ved lukningen af rute 22. I kan via de nedestående links læse min egen dataindsamling omkring nogle af konsekvenserne ved lukningen af bus 22.
Heri står mange aarhusianeres bud på, hvorfor bus 22 ikke skal lukkes.
https://www.skrivunder.net/bevar_bus_22_i_aarhus
https://www.skrivunder.net/signatures_with_comments.php?petition_id=379562
Jeg håber I i byrådet vil prioritere bæredygtig transport, mobilitet, byens sammenhæng. Det er værd at investere i, at ens by hænger sammen og at borgerne har mest muligt livskvalitet og mobilitet. Alternativet er ikke at foretrække, da vi ved denne lukning vil marginalisere nogle af byens svageste borgere endnu mere, hvilket også koster i den anden ende.
Med venlig hilsen
Tobias S. K. Jacobsen
Download høringssvar som pdf