Jeg arbejder som socialpædagog og kan selv på en distanceret sidelinie se, hvilken positiv effekt musikværkstedet har for de deltagende; de bliver rummet, trods deres udfordringer. De har et fællesskab og tilhørsforhold til ligesindede, som tager tid at oprette og vedligeholde og derfor er ganske dyrebart.

Under Musik-værkstedet kører gruppen The Mumes, der kommer ud og giver koncerter.
Jeg har oplevet dem flere gange og én ting er, de er dygtige og kan deres kram (både som musikere og optrædende kunstnere)
Noget andet er, at deres publikum kan spejle sig i dem. Se sig selv i dem.
Jeg har også været publikum, om end det også har været i en professionel vinkel. Der har jeg oplevet, hvor stor en værdi, det har at ligesindede, mennesker med forskellige udviklingshandicaps og grader heraf, finder en samhørighed på tværs af scenekanten.

Der ligger et enormt socialpædagogisk arbejde i at dette kan lykkes. At kunstnerne finder tryghed og tillid i hinanden og dem, der hjælper dem på vej, før de kan stå på en scene.
Det giver livskvalitet og trivsel, der igen betyder færre sygedage og evt mindre behov for medicinering.

God pædagogik tager god tid.
Det gælder alle steder, og ikke kun de steder, hvor det er mere tydeligt, som fx specialbørnehaver eller sikrede institutioner.
Det gælder også de mere stille eksistenser, der ikke larmer på samme måde i medierne eller har samme takst- og behandlingskroner med sig.

At spare Medie og Musikværkstedet væk, kan føles som det samme at sige, nogles livskvalitet er mindre værd. Men når det gælder lige denne brugergruppe, tør man alligevel godt satse.