Sparekatalog og udviklings- og omstillingsplanen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Mulig lukning af DKV (Det Kreative Værksted)
Det er med stor bekymring, at jeg læste spareforslaget om at nedlægge Det Kreative Værksted (DKV).
Jeg er pårørende (svoger) til én af brugerne, og jeg kan berette, at han aldrig har været gladere og i bedre trivsel, end siden han startede i DKV. Han er i dag sidst i 40'erne og har siden ungdommen cyklet rundt i en række tilbud, værksteder og beskyttede arbejdspladser, men det har som regel indeholdt store frustrationer både for ham og for medarbejderne.
På DKV har han dog fundet et arbejdsmæssigt hjem, hvor han føler sig set, har opgaver med indhold og hvor han interagerer rigtig godt med de andre brugere. Samtidig har han bundet stærke bund med det dygtige personale.
Jeg er klar over, at hans historie blot er én af mange, men jeg er overbevist om, at ovenstående gælder for mange, hvis ikke alle, brugerne på DKV. At lukke stedet vil ikke blot være en personlig katastrofe for min svoger, men også efterlade en lang række brugere uden reelle alternativer, for der findes ikke lignende værksteder i Århus Kommune, som på samme måde rummer deres brugere og giver så utrolig meget værdi og omsorg for de mennesker, som i øvrigt har ret begrænsede muligheder for at forfølge lykken på arbejdsmarkedet...ja i livet.
Økonomisk vil der næppe være penge at spare på at nedlægge DKV. Brugerne skal jo aktiveres i andre tilbud, og de har generelt haft svært ved at finde sig til rette andre steder end i DKV. Så man må forvente store ekstra byrder på de alternativer, som skal modtage DKVs brugere. Samtidig mister man en velopbygget ressource i det dygtige team, som har formået at opbygge et unikt socialpædagogisk tilbud.
Af alle ovenstående grunde mener jeg, at det ville være en kæmpe fejl at nedlægge DKV.
Download høringssvar som pdf