At være alenemor er hårdt.
At være alenemor på barsel er hårdt og til tider ret ensomt.
Forestil jer så, at være alenemor på barsel med en efterfødselsreaktion. Dét er hårdt. Man har brug for nogen. Man har brug for ikke altid at være alene. Man har brug for, at nogen er der, hvis det brænder på. Ikke alle har en familie, der kan være der for en.
Sådan var det for mig. Jeg fik angst efter fødslen af min datter.
Jeg bor på Ryhave kollegiet. Når jeg sad der alene i min lejlighed med min datter, og angsten pludseligt fik for godt fat i mig, var det altafgørende for mig, at jeg kunne tage min datter på armen, åbne døren og gå ned til det faste personale, S og T. Kunne jeg ikke det, ville angsten højst sandsynligt tage overhånd, og det ville kunne påvirke min datter.

Jeg ved, at for flere her på Ryhave kollegiet, så er det S og T, de bor her for. Fællesskabet er en bonus, men hvis S og T ikke arbejdede her, så ville de ikke bo her.
Vi er her for at få støtten. Støtten fra det _faste_ og _vante_ personale.
Det handler om mødrenes og børnenes velbefindende.
Skal vi spare det væk?

Nej tak.