Sparekatalog og udviklings- og omstillingsplanen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Besparelse på Hjerneskadeforeningen
Høringssvar til Århus Kommune ifl. Hjerneskadeforeningen.
Jeg er hjerneskadet. Jeg fik en blodprop for 11 år siden og Hjerneskadeforeningen tog godt imod mig. De hjalp mig til at få førtidspension, hvilket jeg nok ikke ville have fået, da jeg var en af de første, der var under den nye lov, der trådte i kraft 1.1.2013.
Mange "almindelige" mennesker tror, at være hjerneskadet betydet, at man sidder i en kørestol med tungen ud af munden og savler. Det er der også meget få der gør, men de er på beskyttede institutioner.
Jeg, derimod, går frit omkring uden problemer, og man kan ikke se på mig, at der er noget galt. Jeg har sågar en seddel, som jeg finder frem en gang i mellem, hvorpå der står: "Jeg har talevanskeligheder pga. en blodprop. Jeg kan sagtens forstå hvad du siger, men du kan hjælpe mig ved at give mig god tid til at finde ordene."
Jeg var en del af bestyrelsen for en tid, og jeg kunne se, at mange af medlemmerne brugte lokalerne. Nogle tog kurser, det gjorde også jeg selv, og nogle var der bare for at være sammen med nogen, der kunne forstå det besværlige i at være hjerneskadet.
Hvis man beskærer foreningen med 300.000 kroner lukker foreningens sit værested. Det ville være en katastrofe! Hvor skal hjerneskadede nu spejle sig i andre? Man kan få hjælp til det meste, blandt andet breve fra kommunen, og man har tid til det. Der er forståelse for ens situation, hvilket "almindelige" mennesker ikke nødvendigvis har.
Det ville være som at lukke veteran-væresteder for soldater, der har været udsendt til Danmarks krige. De spejler sig i ligesindede.
Hjerneskadede og veteraner har brug for en værested. En "almindelig" person kan ikke forestille sig af kæmpe i en krig eller være hjerneskadet uden at være det. Det er derfor, det er SÅ vigtigt, at have et værested for både hjerneskadede og veteraner.
Download høringssvar som pdf