Høringssvar på
Udviklings- og handlingsplanen i MSB
Med fokus på Tema 3

Det var meget positivt, at kommunalbestyrelsen i budgetforliget 2023 og fremefter løftede et meget trængt område med 115 mill. kroner til det specialiserede socialområde og 10 mill. kroner til at styrke området for ældre handicappede. Mindre positivt er det, at MSB efterfølgende skal spare godt 55 mill. kroner, der heldigvis i sin udmøntning ser ud til hovedsageligt at friholde de samme 2 hårdt belastede delområder.

Det er ligeledes positivt, at for første gang i mange år erkender forvaltningen og rådmanden manglen på penge i forhold til den løbende stigning, der er i antallet borgere med handicap og de midler, der årligt bliver afsat til løsningen af opgaverne.
Den problematik er ikke løst, hverken ved budgetforliget eller den fremlagte udviklings- og handlingsplan.

Problematikken bliver først løst, når kommunalbestyrelsen ændrer budgetmodellen for Det specialiserede Voksenområde, så der er overensstemmelse til sammenlignelige områder (Børn og Unge og Sundhed og Omsorg). Det bliver først løst, når man fremover budgetteret år for år ud fra det faktiske antal borgere, der har behov for hjælp og ikke ud fra det forventede antal på baggrund af demografien.

Først da kan Århus Kommune flytte sig fra en af bundpladserne i hierarkiet af kommuner, der bruger mindst på den enkelte voksne med handicap.

Først da kan Århus Kommune gøre sig håb om at undgå de årlige meget alvorlige underskud.

Med udgangspunkt i ovenstående er det alligevel positivt, at rådmanden for MSB gennem sin Udviklings- og Omstillingsplan ønsker at skabe flere penge og flere personale ressourcer til at højne og udvikle kvaliteten i arbejdet for borgere med handicap og psykiske udfordringer. Denne holdning gennemsyrer de fleste af de 11 udviklings- og omstillingsforslag som planen består af.

Det er særdeles positivt, hvis borgere med udviklingshæmning bliver tilknyttet det ordinære arbejdsmarked på beskyttede vilkår, jf. forslag 2.

Det er vigtigt for den enkelte, at de bliver inddraget i samfundet på en sådan måde, at de oplever den værdi, de kan bidrage til en arbejdsplads med.
De udviklingshæmmedes kommer til tiden, kan bedst lide systematiserede og gentagne opgaver, har et meget lavt sygefravær og er næsten altid i godt humør.

Det man bør være opmærksom på i omstillingsprocessen, er at det ikke ligger i den eksisterende kultur i dagtilbuddene at have fokus på udviklingspotentialet hos den enkelte.
Der er ikke fokus på ordinær beskæftigelse på beskyttede vilkår, men mere på en socialpædagogisk og omsorgsbetinget indsats, der fastholder borgeren i status quo.
Man bør derfor være yderst opmærksom på, at denne gennemgribende ændring for borgeren også indebærer en gennemgribende ændring for de ansatte. Mange har valgt det, fordi det er 8 – 16 arbejde. Det bliver det ikke nødvendigvis for de godt 6 medarbejdere, der skal lave noget andet i 2024.
Det bliver det slet ikke for de medarbejdere, der bliver tilbage på dagtilbuddene. De bliver nødt til at gennemgår en større grundlæggende kulturforandring, for at kunne leve op til de mål, omstillingsplanen forventer, at de opfylder.

Det er i forbindelse med omstillingsprocessen positivt, at planen opererer med en omlægning, således at borgere med sammenlignelige støttebehov samles, for at mindske presset og minimere konflikterne blandt borgerne på dagtilbuddene.

Netop fordi man ønsker at mindske presset og minimere konflikterne mellem borgerne på dagtilbuddene ved at samle dem med sammenlignelige støttebehov på forskellige tilbud, virker det paradoksalt at man i forslag 8 om bedre udnyttelse af de lette bofællesskaber går den fuldstændig modsatte vej og ønsker at blande borgere med usammenlignelige støttebehov under samme tag.

Man ønsker med forslaget, at samle borgere med usammenlignelige støttebehov ikke bare i dagtimerne, men i alle andre af døgnets timer inkl.. om natten, hvor der ikke i de lette bofællesskaber er døgndækning.

Med mit indgående kendskab til de lette bofællesskaber vil det være en fejltagelse af dimensioner at gen-nemføre forslaget.

Hvor mange af de nuværende beboere er introverte med et stort omsorgs og tryghedsbehov, vil den nye gruppe, som man gerne vil skabe rum for, i vid omfang være ekstroverte med et stort behov for ydre styring og pædagoger døgnet rundt.

De to grupper kan overhovedet ikke trives sammen, der skal kun en udad reagerende beboer til for at øde-lægge den daglige tilværelse for alle de øvrige beboere.

Det kan hverken uddannelse eller en bedre grundnormering råde bod på.

Forhåbentlig vil socialtilsynet aldrig godkende, at et tilbud, der er rammen om de svageste borgeres totale livsforløb, skal rumme usammenlignelige målgrupper.

Hvis der er problemer med ledige pladser i de lette bofællesskaber, bør forvaltningen måske i stedet se på den gruppe, man har svært ved at finde plads til med fleksibel bostøtte. Man kan måske her finde borgere, der bedre passer ind i målgruppen. Jf. forslag 7

Så vil man også undgå den ensomhed, som borgere med handicap bliver udsat for, når de bor alene. Det vil også være passende i en tid, hvor alle ved at ensomhed, ikke mindst for de mest udsatte borgere i det danske samfund, er et stadigt eskalerende problem.

Med venlig hilsen
Jan Borum