Det er med stor sorg, jeg erfarer, at det foreslås at Mødestedet i Gellerup skal lukkes. Jeg kender Mødestedets brugere fra mit arbejde i Folkesundhed Aarhus, Vest, hvor jeg er ansat som psykolog i en forebyggende sundhedsindsats for mænd. Jeg er kommet i Mødestedet gennem de seneste to år i et forsøg på at bygge en bro for Mødestedets brugere til andre samværstilbud i lokalområdet. Jeg har her mødt nogle meget venlige og i imødekommende mennesker, men jeg har også mødt nogle mennesker som er stærkt belastede af traumer fra krigs- og konfliktzoner. I Mødestedet finder brugerne et helle og et socialt samvær, hvor de kan sænke barriererne, dele livserfaringer og få hjælp til udfordringerne af de ansatte.
Vi har i løbet af årene taget forskellige tiltag i et forsøg på at udvide brugernes sociale mulighedsrum ved at bringe dem sammen med brugere af andre samværstilbud i området. I de tiltag bliver det synligt, hvorfor brugerne på Mødestedet skal have et særligt tilbud. For mange er det et uoverkommeligt skridt at træde ud i nye rammer, også selv om de ansatte fra Mødestedet også deltager. For de brugere, som tager med ud til andre samværstilbud, bliver det hurtigt en oplevelse af nederlag og utilstrækkelighed, fordi de sociale udfordringer står i vejen og basale sociale færdigheder mangler. Som jeg ser det, er det ikke en mulighed at følge brugerne over i andre tilbud, som det foreslås i sparekataloget. Det giver absolut heller ingen mening at kigge i retning af et beskæftigelsespotentiale. På kort sigt kan det ligne en lille besparelse at lukke Mødestedet, på længere sigt vil det sandsynligvis vise sig at blive en udgift, både på det menneskelige og økonomiske plan. I et samfund som det danske bør der være plads til at tage vare på nogle af samfundets mest sårbare.