Det er en misforstået besparelse, når kommunen vælger at placere borgere med særlige behov i større fællesskaber. Disse borgere bliver ofte ekstra påvirket af deres omgivelser - fx støj, store og uoverskuelige rum, samt reagerer på de øvrige borgere og deres forskelligheder.
Ved at fjerne de mindre beskæftigelsestilbud og samle borgere i større grupper, som en del af en besparelse, er jeg af den klare opfattelse, at de samme penge der her bliver "sparet", vil kommunen være nødt til, at bruge i et endnu større omfang på fx: ekstra normering til de borgere, der ikke kan være i de store fællesskaber uden langt mere personale, behandling af borgere der udvikler angst osv.
Derudover sygemeldinger og opsigelser blandt personaler, der i højere grad skal håndtere en mere blandet målgruppe.
De forskellige aktivitetstilbud er i forvejen pressede på pladsmangel og alt for mange borgere de skal tage imod.
Hvad er det man vil byde både personalet og de borgere, der skal opholde sig på et aktivitetstilbud i mange timer hver dag?
Hvordan tænker man denne besparelse ind i den i forvejen pressede situation, hvor der er mangel på pædagoger?
Hvordan forestiller man sig, at man vil fastholde pædagoger i deres arbejde?