Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Hasle Bibliotek
Jeg vil bede jer om at lade være med at lukke Hasle Bibliotek!
Det kan godt være at bibliotekstætheden er høj i det vestlige Aarhus, som der står i sparekataloget - men det er tætheden af udsatte boligområder og borgere altså også. Det vrimler mildest talt ikke med gode kultur- og fritidstilbud i Herredsvang, og jeg er sikker på at det på den lange bane vil koste meget mere at lukke biblioteket end de sølle to mio. kr., som kan hentes nu. Bydelen har brug for det bibliotek - som samlingssted, læringssted og til hjælp for integrationen.
Borgerne i området har lav mobilitet, står der også i kataloget, så beboerne tager sandsynligvis ikke ofte helt til DOKK1 eller Gellerup for at komme på biblioteket eller få hjælp til andet. Så lader de bare være - og det vil koste kommunen på andre konti, tror jeg!
Fra kataloget: "Biblioteket afvikler mange aktiviteter sammen med de øvrige aktører i huset. Fx foredrag, workshops, hjælp til borgerne med det digitale og en bred vifte af samarbejde med områdets institutioner. Hvis Hasle Bibliotek lukkes, vil beboerne i Hasle få længere til et bibliotekstilbud, og biblioteket vil ikke på samme vis kunne være en af aktørerne omkring Kulturhuset i Herredsvang og det boligsociale arbejde." Nej, præcis - og det kan vi ikke være bekendt - der er brug for det!
Der er andre dele af byen, hvor borgerne bedre har råd til selv at købe computere, store huse med værelser til alle børn, så de kan læse lektier i fred og til at købe bøger, så luk evt. Risskov Bibliotek to dage om ugen! I Herredsvang er der hårdt brug for biblioteket - lige som der er i Gellerup!
Download høringssvar som pdf