Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Hasle Bibliotek
Bevar Hasle Bibliotek
Jeg mener, det vil være et stort tab for Hasle-området at miste Hasle Bibliotek. Min familie og jeg er glade for biblioteket og bruger det ofte. Det har stor betydning med nem adgang til bøger, særligt i et område med mange, der har dansk som andetsprog. Både med hensyn til adgangen til bøger til fritidslæsning, og bøger til brug i forbindelse med skolearbejde i grundskolen og ungdomsuddannelser. Det bekymrer mig, at stor afstand til et bibliotek, for mange børn og unge i området, højst sandsynligt vil få den konsekvens, at de ikke kommer på biblioteket.
Biblioteket fungerer også som et vigtigt mødested for områdets beboere. Mange har eksempelvis adgang til internet på biblioteket og klarer her kommunikation med det offentlige. Børn og unge læser lektier i rolige omgivelser. Der er mange aktiviteter, som ikke kan registreres gennem udlån af bøger.
Bibliotekerne i Åby og Gellerup vil ikke kunne erstatte dette. Den besparelse man kan opnå ved at lukke Hasle Bibliotek vil meget vel kunne forsvinde i udgifter på andre af kommunens budgetter til at løfte nogen af de samme opgaver.
Det vil være et stort tab for området at miste Hasle Bibliotek.
Download høringssvar som pdf