Siden 1993 har jeg mere eller mindre aktivt været en del af et mindretals frivillige kamp for den skæve kultur, og knoklet for koncerter, der ikke automatisk sælger billetter nok til at kunne bære sig selv økonomisk. Hvad gør man så? Man knokler frivilligt, og der virker!

Dét, at have et sted, hvor man føler sig hjemme og hvor hver en frivillig time lagt tilbagebetales i tusindfold af fællesskabsfølelsen, kan ikke værdisættes i kroner og øre.

Og alligevel … alligevel skal der hele tiden og altid kæmpes for overlevelse og for at overbevise de folkevalgte om, hvor meget fællesskab og frivillighed der kan skabes for forholdsmæssigt små kommunale kroner og et nogenlunde centralt sted at være.

Hele denne lange smøre for at sige: Bevar HQ! Det er så let at lukke (eller gøre omstændighederne for at fortsætte umulige), men det kræver så meget energi og held og naivitet at bygge noget nyt op.