Jeg er et menneske, der sjældent bevæger mig ud af min tryghedszone. Jeg kan lide det, jeg kender - jeg er tryg ved det, jeg er vant til. Jeg troede, at jeg vidste, hvad dans går ud på. Smukke mennesker, der bevæger sig på en måde, der ser smuk ud - og dermed bekræfter os i det komfortable. Intet, der skurer i øjnene.

Sådan er det ikke med BoraBora. Dans er ikke kun skøn. Dans er grænseoverskridende, ubehagelig, tankevækkende, provokerende. Præcis ligesom vores tilværelse - hvis man tør lukke øjnene op og bevæge sig ud i det åbne.

Vi har brug for BoraBora, fordi vi har brug for at se vores tilværelse, vores samfund, os selv og hinanden i øjenene.