Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Uegnede lokaler til Bora Bora har vidtrækkende konsekvenser
Aarhus Kommunes forslag om at flytte Bora Bora til Godsbanen har meget vidtrækkende konsekvenser inden for og langt ud over kommunegrænsen.
I praksis udraderer man med forslaget Bora Bora i både nationale og internationale netværk. Fra at være et helt centralt omdrejningspunkt for dansen i Danmark og et respekteret knudepunkt for Danmarks internationale samarbejde om dans, kommer Bora Bora til at blive en ø uden forbindelseslinjer til det øvrige økosystem for dans. Med en scene på Godsbanen, som er uegnet til dans, kommer Bora Bora ikke til at kunne producere, co-producere og præsentere på vilkår, som er relevante for hverken nationale og internationale samarbejdspartnere. Med stor sorg vil disse – herunder Dansehallerne, som jeg er en del af – være nødt til at forbigå Bora Bora i vores fremtidige planlægning af samarbejde og udveksling.
Aarhus Kommune afstedkommer med sit lokale spareforslag således en krise i det nationale økosystem for dans, som det er svært at overvurdere: Bora Bora er den eneste institution vest for Storebælt, som er dedikeret til at udvikle og præsentere den nationalt projektstøttede samtidsdans i Danmark. Ved at flytte Bora Bora til uegnede lokaler, spænder Aarhus Kommune ben for, at Kulturministeriets nationale midler til Bora Bora som lille storbyteater og Statens Kunstfonds nationale projektmidler til dans omsættes til den geografiske udbredelse af dans, som indgår i både Kulturministeriets og Statens Kunstfonds mål med midlerne. Resultatet er, at den projektstøttede samtidsdans mister sin forankring vest for Storebælt, mens borgerne vest for Storebælt mister deres adgang til den projektstøttede samtidsdans.
Konsekvenserne af at flytte Bora Bora til uanvendelige lokaler rækker altså langt ud over en bedring af eget kommunale budget: Aarhus Kommunes spareplan underminerer en kunstforms økosystem; dens netværk, udbredelse og bæredygtighed. Dermed underminerer den også målene med og udbyttet af den statslige anvendelse af vores alle sammens nationale midler afsat til samtidsdans.
Download høringssvar som pdf