Der er noget meget ironisk over, at HQ står som lukningstruet netop som den storstilede Music City Aarhus 2022 lakker mod enden. Spillestedet er helt unikt og en nødvendig arena i en by, der pryder sig både historisk og nutidigt som et kulturelt og musikalsk kraftcenter. HQ har udviklet en ekletisk profil, som ikke kan findes andre steder, og det er til glæde for aarhusianere over en bred alders- og målgruppe. Hvorfor er det unikt? Der bliver spillet musik (disco, funk, soul) i klubsammenhæng som ikke dyrkes andre steder. Der bliver givet plads til mindre koncertarrangører, som her får mulighed for at booke skæve udenlandske bands (garagerock fra Frankrig, skatepunk fra Tel Aviv osv osv.) og der sniger sig endda også jazzlegender ind som fx trommeslageren Brian Blade og andre. Og i denne sammenhæng skaber stedet også et vigtigt trinbræt for det musikalske vækstlag i Aarhus; da man som nystartet band eller musiker her nemmere kan få mulighed for spille én af sine første opvarmningskoncerter i modsætningen til byens store scener, hvor det naturligvis er sværere. Dét er en utroligt vigtig, men ikke nødvendigvis videre synlig, del af infrastrukturen for at kunne fremdyrke aarhusianske musikere og bands til fremtiden. Et sted som HQ kan ikke bare starte igen, hvis det bliver lukket nu - det kræver mange år at opdyrke sådan et sted med den kultur, historie og profil og ikke mindst en sådan samling af dedikerede mennesker. Bevar HQ, og bevar troværdigheden ift. en reel opbakning af et lokalt musikmiljø.