Gå til hovedindhold
Sparekatalog for Kultur og Borgerservice

Bevar HQ, Katapult og Bora Bora

Det kan ikke siges meget bedre end Lea Emilie Hansen gør det, i et andet høringssvar, som jeg derfor vil citere:

Aarhus er en voksende by, der bryster sig af et rigt kulturliv. Ud over universitetet, der uundgåeligt trækker tusindvis af nye studerende til byen hvert år, er Aarhus et sted hvor man flytter til, fordi her foregår noget. Et rigt kulturliv garanterer rig tilflytning og sætter gang i omsætningen i hele byens økonomi. Som nogle af de andre høringssvar nævner, er kulturlivet i Aarhus mødesteder for unge, der holder ensomheden for døren og skaber innovative, kreative fællesskaber. Hvis ikke kommunen vil have, at studerende flygter, så snart de har fået deres kandidatgrad - eller før, bør denne spareplan grundigt genovervejes.
Besparelserne annonceres midt i et år dedikeret til musikken i Aarhus, Music City Aarhus 2022, som Aarhus kommune selv har brugt et hav af penge på, et initiativ, der skulle fungere som en genstart af kulturlivet. Absurditeten er ikke svær at få øje på, og man kunne passende citere stort set alle sider i Aarhus Kommunes Kulturpolitik 2021-2024, som er frit tilgængelig på selvsamme hjemmeside, som man kan læse dette sparekatalog. Derfor ligner det en aprilsnar at annoncere disse besparelser under samme periode, mid i et svækket kulturliv, der ikke engang har haft et år til at rejse sig igen efter coronakrisen.
Forordet i kulturpolitikken starter med:
"Denne politik handler om at støtte og styrke vores kulturliv på alle niveauer – både den etablerede kultur og græsrødderne."
Senere på s. 21 står der i et særskilt afsnit om "Rum til produktion, eksperimenter og præsentation" at "Vi er nået rigtigt langt med gode produktionsfaciliteter og faglige centre inden for alle kunstarter. Der er behov for at værne om de stærke miljøer og for at allokere endnu fere kvadratmeter til kulturproduktion."
Græsrødderne er netop steder som teatret Katapult og spillestedet Headquarters.
Headquarters er et af de få spillesteder tilbage, hvor unge musikere kan få mulighed for at spille koncerter. Der står i spareplanen, at der skal være plads til et nyt børnekulturelt produktionscenter - men på samme tid spares Hasle bibliotek væk. Hasle bibliotek har en mangfoldighed af børnetilbud, og hvorfor ikke udvide aktiviteterne netop i et udsat område, hvor børn og unge mangler inspiration til et andet liv end det, som området har ry for at være præget af?
Dette ville spare de dyre omkostninger, nedrivninger og ombygninger på Brobjergskolen, samt den sorg og det resursetab, det unge musikmiljø ville have ved endnu engang at skulle have rødderne revet op, som dengang spillestedet Tape lukkede efter en sej kamp for at holde sig oven vande. (beskrevet af bl.a. weekendavisen https://www.weekendavisen.dk/2020-49/kultur/tonedoevstum) Ressursestærke børnefamilier fra midtbyen vil nemt kunne tilgå et udvidet tilbud af børneaktiviteter i Hasle, men unge i musik- og teatermiljøet vil have svært ved at skulle finde en platform helt forfra.
Også teatret Katapult er nemlig et eksempel på den græsrodskultur, der er omtalt i kulturpolitikken. Det sammenlignes i spareplanen med Svalegangen, Gruppe 38, Bora Bora og Filuren. Men Gruppe 38 og Svalegangen er professionelle foretagender, Filuren er børneteater, og Bora Bora er danseteater. Katapult er derimod, ligesom Headquarters, et springbræt for unge eksperimenterende performere og arrangører (fx. med Quonga Festival og deres tiltag Katapult Akademiet), ligesom de huser nationale og internationale nytænkende forestillinger. Netop denne eksperimenteren, som man spørger efter i "Rum til produktion, eksperimenter og præsentation".
Bora Bora, som er internationalt bemærkelsesværdigt (se andre høringssvar), bliver også udsat for en flytning, der vil være deres undergang. (jf. Bora Boras udtalelse på deres hjemmeside). Det vil derfor blot være endnu et tab af et international anerkendt kulturforetagende.
Selvom der er iver over nye tiltag på Sydhavnen, Kulturkilen og Amtssygehuset, bør kommunen huske, at kulturmiljøer ikke trylles frem på en dag, og hvorfor udradere erfarne spillere, når man på samme tid forsøger at initiere nye? Hvorfor ikke rådføre sig med netop disse erfarne spillere og lade dem samarbejde med og rådgive nye initiativer, så de kan udvikle sig sammen og hver enkelt?
Hvis Aarhus skal fortsætte med at være den internationale kulturby, som vi bildte folk ind i 2017, giver det ikke mening at skære et initiativ, hver gang der åbnes et nyt. Endnu et dårligt eksempel på politik, der bliver fremført uden tilstrækkelig rådføring med de faglige eksperter, der kender det område, der er tale om. Jeg er ikke jurist, men store byggeplaner med veje og tunneller koster jo også mange penge. Så er spørgsmålet om man vil prioritere at bilister kan komme 5 minutter hurtigere på arbejde, eller om man vil bevare en attraktiv kulturby, som tiltrækker nye borgere og nye penge.
Kulturen er ikke et problem i krisetider, men det, der kan bære os igennem, både økonomisk og åndeligt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Amalie Møller Dybro

Indsendt

11/11/2022 11:43

Sagsnummer

HS1778040

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H521

Kontakt

Alice Johnsen

Mail: aljo@aarhus.dk 

Telefonnummer: 30 91 35 44