Gå til hovedindhold
Sparekatalog for Kultur og Borgerservice

Malling Ungdomsklub – et livsvigtigt tilbud i vores lokalsamfund

Det er umuligt at gennemskue, hvad embedsværket har tænkt, da det indstillede en lukning af ungdomsklubberne til Aarhus Kommunes sparekatalog. For det giver ingen mening – overhovedet. Hverken når det handler om at forbedre unges trivsel eller opretholde Aarhus og omegn, som attraktive områder for børnefamilier. Ja og det giver i sidste ende heller ingen økonomisk mening.

I Malling spiller ungdomsklubben (FO-klubben) en unik og ja nærmest livsvigtig rolle i de unges liv og udvikling, den er tryghedsskabende og rummer alle unge – også de sårbare. Derudover er den med til at løfte et byområde, som er i stor vækst, og er tilmed prisfornuftig både for kommunen og for forældrene.

• Malling Ungdomsklub spiller en vigtig rolle i de unges liv. Undersøgelser viser, at 44 pct. af unge i dag mistrives. Ensomhed og stigende krav til præstationer angives som nogle af årsagerne. Oven i det har de unge oplevet to år med isolation efter corona-pandemien. I Malling Ungdomsklub oplever forældre, at de unge får et unikt tilbud, hvor de kan være sammen med deres kammerater og møde andre unge på tværs af årgange. Her er mulighed for blot ”at hænge ud” uden krav til at skulle præstere – og uden at de skal puttes ind i en pædagogisk vurdering. Klubben fungerer som en slags træningsbane til det ungdomsliv, der venter på den anden side af det 18. år – der hvor de voksne slipper ansvaret, og man skal stå på egne ben. Her opbygger de varige venskaber og trygge relationer, som de tager med sig videre, når livet udvider sig til nye uddannelsesinstitutioner og natteliv i Aarhus. Her møder de unge et voksent personale, der rummer dem som de er – uden at de skal måles, vejes og vurderes. Men også et personale, der er opmærksomme og reagerer prompte, hvis de opdager en ung, som er på vej i en forkert retning.
I et lokalsamfund som Malling, hvor der ikke er et væld af tilbud efter kl. 19, er ungdomsklubben et sundt mødested og eneste alternativ til at hænge rundt på stier eller p-pladser – og dermed være i større risiko for at blive tiltrukket og fristet af uheldige miljøer.

• Klubben er en investering i fremtiden. Malling er udpeget som et af Aarhus Kommunes vigtige vækstområder. Der er gennem de senere år udstykket mange nye grunde, og kommunen har planer om at udstykke yderligere 500 byggegrunde. De fleste borgere i Malling oplever allerede nu et enormt tryk på fx daginstitutioner, skole og fritidstilbud grundet de mange nye borgere. Det virker derfor fuldstændig hovedløst, at man vil lukke områdets eneste ungdomstilbud med flere ugentlige åbningsdage og samtidig tro, at det fortsat vil være attraktivt for familier med børn og unge at flytte til Malling. Derudover har man tidligere set, at der fra politisk side bliver lukket tilbud, der så skal opbygges igen år efter, når man finder ud af, at det ikke fungerer. I mellemtiden har man nået at tabe et par eller flere ungdomsårgange på gulvet. Det er værd at huske på, at de penge vi sparer i dag, kan blive store udgifter om få år.

• Klubben er prisfornuftig og tilgængelig for alle. Ungdomsklubben er alt andet lige et økonomisk fornuftigt tilbud til unge. Personalet er timelønsansat. Lederen ansat 15 timer ugentligt. Det kommunale tilskud går direkte til de unge og aktiviteterne. Der er desuden egenbetaling ved ture ud af huset, og sidst men ikke mindst er prisen for medlemskab 300 kr. pr. år – et beløb, som de fleste familier uanset indkomst og økonomisk formåen har råd til.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

vivienne kallmeyer

Indsendt

14/11/2022 14:16

Sagsnummer

HS5305373

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H521

Kontakt

Alice Johnsen

Mail: aljo@aarhus.dk 

Telefonnummer: 30 91 35 44