Gå til hovedindhold
Sparekatalog for Kultur og Borgerservice

Lukning af Hasle Bibliotek

Høringssvar til Aarhus Kommune vedrørende forslaget om at lukke Hasle Bibliotek

Som beboer i Finnebyen har min kone og jeg flittigt brugt Hasle Bibliotek, som ligger i gåafstand. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der nu er udsigt til, at vi skal bevæge os længere væk – og bruge bilen – når vi skal låne en bog. Men det er ikke det mest problematiske, hvis biblioteket nedlægges.

Hasle bibliotek ligger midt i et sammensat boligområde med mange udsatte befolkningsgrupper – heraf mange tosprogede. Når vi låner og afleverer bøger på Hasle Bibliotek har vi set, at det bruges af flere forskellige borgere - her er fx mange børn og unge med mørk hudfarve. Det ser man næppe i samme omfang på andre af kommunens biblioteker. Såfremt biblioteket nedlægges, vil disse unge ikke have andre relevante steder at få kulturel dannelse og integration i deres lokalområde end skolerne. På biblioteket møder de et åbent miljø med ansatte, der tager sig af dem. Det opdager man, når man kommer der regelmæssigt, selvom det næppe afspejler sig i statistikker om udlånsfrekvens.

I disse år er Gellerupparken i hastig forandring. Der bruges mange ressourcer for at gøre et ghettoområde til et mere blandet beboelseskvarter. Det kræver en særlig indsats at sikre en byudvikling, som afspejler en bred befolkningssammensætning, og som ikke giver problemer for resten af byen. Det kræver bl.a., at der er relevante institutioner, som kan gøre en forskel for de unge, der bor i kvarteret. Det undrer os, at man vil bruge mange midler på Gellerup, men samtidig spare penge i Herredsvang, som jo i perioder har haft de samme problemer. Man løser et problem det ene sted, og skaber samtidig grobund for lignende problemer et andet sted.

At opbygge velfungerende institutioner er en lang proces, som kræver dedikeret personale. At nedlægge velfungerende institutioner er enkelt. Det kræver blot en kommunal beslutning.

Hvis det absolut er vigtigt for kommunen at finde besparelser på biblioteksområdet, foreslår vi, at man nedlægger et bibliotek i et område med ressourcestærke beboere, som kan tage på DOKK1 i stedet.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jesper Moesbøl

Indsendt

14/11/2022 15:55

Sagsnummer

HS3408662

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H521

Kontakt

Alice Johnsen

Mail: aljo@aarhus.dk 

Telefonnummer: 30 91 35 44