Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Nedprioritering af FO ungdomsklubberne
At der skal spares er jo desværre en nødvendighed. Dog må jeg ærligt indrømme at jeg finder det uhensigtsmæssigt at spare på tilskuddet til FO ungdomsklubberne.
Min datter har i sin skoletid været socialt udsat og selvom vi ad flere omgange prøvede at få hende aktiveret i den kommunale klub og ungdomsklub lykkedes dette ikke. Det blev også en stor økonomisk post for os som forældre at betale for et tilbud, som stort set ikke blev benyttet.
Da vi for et lille år siden så fik mulighed for at melde hende ind i Vrukken gjorde vi det. Siden da har vi haft en pige, som har fået en social opblomstring. Hun og flere fra samme årgang bruger Vrukken som socialt kraftcenter, hvor de mødes om aftenen. Vi oplever tit at hun har været af sted tre dage om ugen. Selv når hun har været til andre fritidsaktiviteter før på dagen.
En af fordelene er nemlig åbningstiden, som passer godt ind i ungdommens hverdag, hvor de får et sted at mødes også sent på dagen.
At man kan flytte nogle unge over i de kommunale ungdomsklubber er sikkert rigtig nok. Men jeg tror der vil være lige så mange der springer fra og hænger ud for sig selv eller i mindre grupper. Og der er derved en risiko for at nogle unge bliver tabt på gulvet og bliver rodløse til belastning af den kommunale økonomi et andet sted.
Så vil anbefale at man i dette tilfælde ikke kun tænker på økonomien kortsigtet, men også på den lange bane.
Jeg er i hvert fald ret sikker på, at havde det ikke været for Vrukken havde jeg et barn der stadig sad hjemme på sit værelse for sig selv, uden nævneværdig kontakt til andre jævnaldrende og dermed en ensomhed til følge.
Download høringssvar som pdf