Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Forslag om lukning af Hasle bibliotek
Høringssvar til spareforslag om lukning af Hasle Bibliotek
Jeg er meget skuffet over, at det fra kommunalt hold overvejes at lukke Hasle bibliotek.
Hasle bibliotek ligger i et boligområde med beboere, som ikke nødvendigvis har en bil og heller ikke har økonomien til at købe bøger. Så er der et sted i byen, som har brug for et bibliotek, så er det da Herredsvang.
Der er ingen direkte offentlig transport til andre biblioteker i nærheden, så der er ikke et reelt biblioteks-alternativ til beboerne i området.
Biblioteket i Herredsvang medfører, at borgere, som ikke bor i Herredsvang kommer dertil. En lukning af det lokale bibliotek vil derfor også bevirke, at selve boligområdet bliver mere lukket af fra resten af Århus. Det stemmer meget dårligt overens med den kommunale politik i andre boligområder, hvor man pt. Har travlt med at ’åbne op’ for både Gellerup og Bispehaven.
Det nævnes i spareforslaget, at der er en tæt koncentration af biblioteker i området. Men af de tre biblioteker; Hasle, Gellerup og Åby, vil det give mere mening at lukke Åby bibliotek, hvis man kigger udelukkende på placeringen.
Beboere i Åbyhøj bor i forholdsvis kort afstand fra både Dokk1 og Gellerup bibliotek, og der er tilmed god mulighed for offentlig transport til begge disse biblioteker fra Åbyhøj.
Jeg går principielt ikke ind for, at nogen biblioteker skal lukkes, men det provokerer mig, at man vælger at lukke et bibliotek i et udsat boligområde. Biblioteket er ofte et helle for børn, som ikke nødvendigvis introduceres for bøger af deres forældre. Et fast personale er også vigtigt for tilliden og lysten til at bruge det lokale bibliotek samt borgerservice. Der har personalet på Hasle bibliotek formået at skabe en helt unik stemning.
Biblioteker i dag er ikke kun steder for bogudlån. Det er er også et kulturelt mødested; studiepladser; muligheden for at låne en printer; borgerservice mm.
Som kommune bør man prioritere, at især de udsatte områder i kommunen ikke bliver udsultet yderligere på disse tilbud.
Download høringssvar som pdf