Gå til hovedindhold
Sparekatalog for Kultur og Borgerservice

Flytning af Bora Bora til Godsbanen

Besparelser og omstrukturering af det Aarhusianske kulturmiljø vil forårsage en alvorlig nedgradering af det ambitiøse scenekunstmiljø, som Aarhus som lille storby indtil nu har arbejdet hårdt for at få op at stå.

Jeg skriver mit høringssvar som både publikum, fagperson indenfor scenekunst og tidligere udøvende kunstner.

MBT, Gran, Archauz og Bora Bora har i de sidste 30 år leveret ekstraordinære danseforestillinger og fysisk teater. Det er i skrivende stund den eneste scene i Aarhus, som har et særskilt fokus på dans og fysisk teater, og det vil være en katastrofe at omstrukturere lokaler og miljø i en nedadgående retning. Scenekunst, især dans og fysisk teater kræver særlige rammer, såsom specialgulv og godt med plads - flytning til Godsbanen vil kræve en ombygning som både medfører generende byggelarm og store økonomiske omkostninger, hvis teatret skal kunne bevare og levere dans og fysisk scenekunst på niveau med det, det gør nu.

Og nej - vi kan ikke nøjes med at have Musikhuset, som ind i mellem tilbyder danseforestillinger (dog kan vi heller ikke undvære dem på nogen måde). Vi har brug for et sted som Bora Bora, som driver det fysiske teater og dansescenen frem. Som giver et rum for det skæve, det nysgerrige og eksperimenterende. Det er et yderst ambitiøst og vellykket teater, som med meget få ansatte formår at præsentere både egenproduktioner, internationalt og national scenekunst, som både udfordrer, bevæger, berører, fortæller og vil os noget som publikum.

Som fagperson vil jeg fremhæve, at Bora Bora har været en afgørende faktor for mit faglige virke, både som studerende på dramaturgi og i mit efterfølgende arbejdsliv, hvor jeg befinder mig nu. Bora Bora har givet mig den scenekunstneriske vinkel, som jeg kunne se der ofte mangler, stedet gav mig et udtryksrum, som var tom for ord, men stor på udtryk. Det er scenekunst i et anderledes format, men som giver os kropslige og ordløse erfaringer og oplevelser, som rykker noget i os.

Som tidligere udøvende kunstner har det tidligere Archauz dannet rammer for en forestilling med nycirkus - noget, jeg ved der ikke havde været plads til i lokalerne på Godsbanen. At lave fysisk teater kræver plads, højde og rum - både i overført og direkte forstand.

Der bør eller kan ikke findes et alternativ til Bora Bora - og det skal IKKE flyttes eller bespares. Tværtimod skal de, som så mange andre kulturinstitutioner, få mulighed for at udvikle og udbygge. Vi lever en krisetid, som kræver ofre, men den sidste krisetid (Corona) lærte os, at det sidste vi må spare på, er kultur, kunst og natur. Det bringer mennesker sammen, giver os en følelse af erfaret fællesskab, et rum hvor udtryk og indtryk kan ændre en lillebitte ting i én - som måske kan lede til at ændre verden. Sammen. Hver gang vi nedgraderer og besparer på kunsten, fjerner vi det særlige og gør ekstra plads til det mainstream. Lad de små (men store) steder bestå og giv dem luft under vingerne til at løse lige præcis deres del i kulturlivet, på allerfineste vis.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Emma Morel

Indsendt

16/11/2022 11:51

Sagsnummer

HS6178161

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H521

Kontakt

Alice Johnsen

Mail: aljo@aarhus.dk 

Telefonnummer: 30 91 35 44